Crowdfundingkampagne realiserer drøm om fiskeundervandsflyver
At spørge sit eget og andres netværk om hjælp kan ofte vise sig at være en god idé – det er fiskeundervandsflyveren Stevntilus et bevis på. Med hjælp fra donationer gennem crowdfunding bliver den nu en realitet i Store Heddinge.
Når børn og barnlige sjæle fra nær og fjern i fremtiden benytter den kommende legeplads i Store Heddinge, vil de blive mødt af den finurlige fiskeundervandsflyver Stevntilus. Den bliver inden længe en realitet takket være crowdfunding-støtte fra virksomheder og privatpersoner.
Til at begynde med var Stevntilus, der er inspireret af havets fisk og de mange skibsvrag ved Stevns Klint, ikke tænkt ind i planerne for legepladsen. Ideen opstod i takt med, at ambitionsniveauet steg.
Da der ikke var budgetteret med en fiskeundervandsflyver, fik ildsjælene bag projektet startet en crowdfundingkampagne med hjælp fra energi- og fibernetkoncernen SEAS-NVE’s donationssite.
Her har både private og erhvervsdrivende henover sommeren kunnet donere små og store beløb for at sikre Stevntilus’ overlevelse, og fem dage før deadline var målet nået:
–Vi er super glade for, at vi har fået mulighed for at starte en indsamling gennem SEAS-NVE’s crowdfundingsite, og så er vi bare taknemlige for, at så mange har kunnet se potentialet i en fiskeundervandsflyver. Det er helt fantastisk. Vi glæder os til at udfolde hele legeplads-projektet, der skal give referencer til den lokale kulturhistorie og Stevns Klint som naturfænomen, fortæller projektleder Charlotte Mannstaedt.
Samler folk om en fælles sag
Udover at hjælpe projektet i gang, har SEAS-NVE også støttet Stevntilus med 10.000 kroner. I koncernen er man glad for at kunne bidrage til et projekt, der skaber værdi og fællesskab i lokalområdet:
–Ligesom andelsbevægelsen samler folk om en fælles sag, kan crowdfunding på kort tid samle en stor gruppe mennesker i et fællesskab, hvor det på demokratisk vis er flertallet, der afgør, om et projekt skal støttes og leve videre. Vi arbejder med crowdfunding i SEAS-NVE, fordi det giver os en mulighed for at støtte udviklingen af vores region og udbrede fortællingen om, at stærke fællesskaber som andelsselskabet lever i bedste velgående og gør stor gavn, lyder det fra Rikke Trikker, der er kommunikationschef i SEAS-NVE.
Udover Stevntilus har SEAS-NVE også hjulpet to andre regionale og udviklingsskabende crowdfundingkampagner med at nå i mål. Senest lykkedes det energi- og klimajournalist Jesper Tornbjerg at realisere en ny serie af børnebøger om FN’s Verdensmål.
Du kan læse mere om SEAS-NVE og crowdfunding på www.vistøtter.dk, hvor du også selv kan oprette et projekt og komme i betragtning til støtte – så længe dit projekt er lokalt og fremmer udviklingen i Vest-, Øst-, Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne, eller hvis dit projekt på landsplan fremmer digitalisering og den grønne omstilling.
Kommentarer