Cykelløbet Stevns Rundt afholdes tirsdag
Store Heddinge: Hvert år bruger 300 til 400 cyklister en sensommer aften på at cykle Stevns Rundt
Tirsdag den 4. august klokken 18:30 går starten til det traditionsrige cykelløb, Stevns Rundt. Der er start og mål ved SuperBrugsen i Store Heddinge. Løbet tilbyder udfordringer for alle – uanset ambitionsniveau.
For at alle får et sjovt og sikkert løb, startes der i grupper af højst 75 deltagere.
Ruterne er afmærket med skilte. Desuden er klubbens medlemmer er ude på ruterne for at sikre, at alle får en god oplevelse.
Tilmelding og indskrivning foregår på dagen. Startkort sælges fra klokken 17:00. Starttider tildeles efter “først til mølle” princippet, så dem der ønsker at starte i første gruppe, opfordres til at komme i god tid, det vil sige mindst 15 – 20 minutter før start, på den ønskede rute. Man kan som noget nyt betale startkort med Mobile Pay.
Der er tre ruter, der alle fører deltagerne gennem den pragtfulde natur på Stevns. Teamet bag Stevns Rundt håber naturligvis, at bilisterne vil vise hensyn over for løbets deltagere.
Ruterne er i år blevet ændret en smule, på grund af kommunens kloakeringsprojekt omkring Bjælkerupvej, Sigerslevvej. De to lange ruter er derfor omlagt gennem Vestergade, Vesterbro til højre ad rute 261 og gennem Råby mod Magleby.
Man kan donwloade et kort med de tre ruter her. (pdf – åbner i nyt vindue).
På de to lange ruter skal deltagerne bruge cykelhjelm. På familieruten er brug af cykelhjelm ønskeligt men ikke et krav.
Familierute på cirka 22 kilometer er for hele familien. Ruten er lagt så den ikke krydser de andre ruter. I år går ruten ned ad Algade mod Højerup, Hærvejen, gennem Sigerslev tilbage mod Tommestrup med depot på legepladsen i Tommestrup. Første start går klokken cirka 18:30.
50 kilometerruten er forholdsvis flad, med lange lige strækninger. Derfor vælger de hurtige ryttere ofte denne rute. Turen kan dog køres af de fleste cyklister, som er i nogenlunde form. Den første start er rykket til 18.36 af hensyn til toget, der passerer overskæringen i Vestergade.
75 kilometerruten køres ofte af motionsryttere der vil køre langt, og er i god form. Ruten, der er en smule kortere i år, går rundt til nogle af de mange små landsbyer på Stevns.
Cykelløbet Stevns Rundt kører tirsdag den 4. august med første start klokken 18:30.
Kommentarer