Store Heddinge

Cykelsti med forhindringer

Store Heddinge: Allerede inden udbydelsen af anlægsarbejdet af en 4 kilometer lang cykel-sti, er der debat om stiens placering.

Planlægningen af den nye dobbeltrettede cykelsti, der skal løbe mellem Rengegade i Store Heddinge og Vemmetoftevej i Rødvig, bliver ikke uden forhindringer. Ind til nu har den ikke blot givet anledning til debat i kommunalbestyrelsen, men har også affødt reaktioner fra borgere i Stevns kommune i form af læserbreve. Det er blandt andet cykelstiens placering, der har givet anledning til debatten.

Ifølge de foreløbige planer skal cykelstien placeres i Rødvigvejens østlige side mellem Store og Lille Heddinge og i vejens vestlige side fra Lille Heddinge til Rødvig. Dette vil betyde, at cyklister skal krydse rute 261, Rødvigvej, ved Lille Heddinge.

Stevns kommune vil af den grund opsætte byport-heller både nord og syd for Lille Heddinge, dels for at dæmpe bilisternes fart gennem byen, men også for at sikre de krydsende cyklister.

Det har fået to stevnsborgere til pennen, heriblandt Jette Kessler, som synes godt om ideen med en cykelsti, men som  ikke er glad for dens placering i den østlige side af Rødvigvej, hvor hun bor.

Hun frygter, at risikoen for sammenstød bliver større, hvis hun inden et venstresving ind til sin bopæl, ikke blot skal vente på modkørende bilister, men nu også på cyklister og knallertkørere.
Hun giver udtryk for dette i et læserbrev i Stevnsbladet d. 14. april: ”Det er med største agtpågivenhed, at man skal holde på Rødvigvejen … for de bagfra kommende bilister overhaler gerne, for der er jo lige vej og godt udsyn. Indtil de for sent opdager, at man blinker til venstre.”

Hun foreslår, at der laves vigepladser i vejens vestlige side, så man som bilist kan holde dér og vente på fri bane, frem for at holde ude på Rødvigvejens midte og vente på fri bane.

Dette indlæg har fået en anden læserbrevsskribent, Jørn Farø, til at reagere. Han mener, at det er vigtigere at fokusere på de svage trafikanter frem for bilisterne og foreslår en ændring af trafikadfærden i stedet for. Han giver sit besyv med i Stevnsbladet d. 21. april, hvor han – set i lyset af Jette Kesslers forslag om vigepladser – forudser en større risiko for ulykker. ”Den trafikadfærd, som du foreslår for at komme i sikkerhed betyder, at du ønsker at svinge uden for kørebanen … Derved får du ubetinget vigepligt, inden du svinger over de to vognbaner.”

Anlægsarbejdet af cykelstien sættes i udbud til efteråret og  arbejdet med den forventes igangsat i 2013 og afsluttet i 2014.’

(Foto: Sikkertrafik.dk)

Kommentarer