Samfund

Dagplejens motionsdag blev afholdt fredag

Se billedserie

De kommunale dagplejere i Hårlev-Hellested og Store Heddinge fejrede dagplejens motionsdag ude i det friske solskinsvejr i fredags.

Fredag den 13. oktober fejrede de kommunale dagplejere i Hårlev-Hellested og Store Heddinge dagplejens motionsdag ude i det friske solskinsvejr.

De kommunale dagplejere er idrætscertificerede DGI dagplejere og har meget fokus på idræt, leg og bevægelse i det daglige og i fredags bevægede dagplejere og børn sig lige en tand ekstra.

– Målet med motionsdagen er at have det sjovt sammen, få bevæget os og samtidig få læreplanernes krop og bevægelse synliggjort, oplyser Mette Dyhr Ottesen, der er daglig pædagogisk leder af Dagplejen i Stevns Kommune.

Der var mange forskellige poster såsom; hente bold i spand og aflevere bold i modsatte spand, rundtossen hvor et barn får enden af et tov og den voksne i den anden ende drejer torvet rundt næsten ligesom en hest i en manege. Der var også balancegang på et tov eller et bræt der var hævet lidt over jorden, kogler på snor som skulle smækkes med en fluesmækker og hænge tøj på snor med klemmer.

Børnene fik brugt og øvet øje-hånd koordination, balancesansen samt fin- og grovmotorik.

Børnene fik også styrket deres sociale kompetencer i forhold til motion og leg hvor de lærer at samarbejde og løse konflikter. Vi så børn, der var gode til at vente på tur og til at hjælpe hinanden.

Alle aktiviteter var lavet så store og små kunne være med, de voksne deltog som gode forbilleder.

Kommentarer