Danseteater for de allermindste i Erikstruphallen
Store Heddinge: Stevns Teaterforening inviterer til en frydefuld danseoplevelse for de allermindste og alle os andre
Lørdag den 26. november klokken 11.00 har Stevns Teaterforening har danseforestillingen ‘Igen’ på programmet – for tredje gang, i Erikstruphallen. Målgruppen er de allermindste, fra ½ til 4 år.
Når det handler om teater for de allermindste, er det de helt basale menneskelige erfaringer, der tages under kærlig behandling. Alle iblandt publikum, fra de allermindste til de ældste, genkender det… behovet for gentagelse:
- Smid skeen på gulvet, få skeen samlet op.
- Smid skeen på gulvet, få skeen samlet op.
- Smid skeen på gulvet, få skeen samlet op, ’kan du så holde op, din røver’.
- Smid skeen på gulvet, få skeen samlet op, ’kan du så …’
Åben Dans fra Roskilde har udviklet et sandt mesterskab i at udfolde det enkleste med originalitet og glimt i øjet.
‘Igen’ er en danseforestilling for småbørn og deres voksne om livets frydefuldhed.
- Rul – igen
- Drej – igen
- Hop – igen
- Flyv – igen
Glæden ved at opdage sin krop og mestre bevægelsen. Glæden ved at lade musikken tage over. Glæden ved et skift i lyset. Glæden ved at være sammen. Åben Dans´ forestilling for de mindste bygger på netop denne følelse af åbenbaring og frydefuldhed.
‘Igen’ kan ses igen og igen.
Medlemskab af teaterforeningen koster 60 kroner pr. sæson.
Billetprisen for børn og medlemmer er 60 kroner pr. billet. Løssalgsprisen er 120 kroner pr. billet
For at opnå rabat skal man ud over medlemskab købe minimum 3 billetter til én eller flere forestillinger ved første bestilling. Både børn og voksne skal have billet.
Medlemskab giver adgang til rabat på både voksen- og børneforestillinger.
Man kan købe billetter på www.stevns-teater.dk
PS! Vent med slik til efter forestillingen!
Kommentarer