Store Heddinge

Dansk græsgigant får hjælp af Aarhus Universitet

graes

Store Heddinge: DLF-Trifoliums afdeling i Store Heddinge deltager i et nyt forskningssamarbejde med Aarhus Universitet

Den danske frøproducent DLF-Trifolium, der producerer græs- og kløverfrø til plæner og dyrefoder i hele verden, deltager i et nyt forskningssamarbejde med Aarhus Universitet og andre virksomheder. Projektet skal føre til, at græsgiganten kan bevare sin internationale førerposition inden for produktion af græs- og kløverfrø.

Firmaets afdeling i Store Heddinge udvikler nye græssorter for at opnå et større udbytte, en bedre kvalitet og en større resistens mod plantesygdomme. Udviklingen af nye sorter tager i dag op til tolv år.

Læs også: VM i Brasilien skal spilles på stevnsk græs

Men nu har forskere på Aarhus Universitet udviklet en software, der kan forudsige potentialet af de enkelte forædlingslinjer ud fra deres genetiske profil. DLF-Trifolium og andre planteforædlingsvirksomheder og dyreavlsvirksomheder bidrager til forskningen med egne ressourcer og data fra deres arbejde med forædling.

– Vi er ikke selv i stand til at udføre forskning af denne karakter, da vi dels ikke selv besidder ekspertisen, dels ikke har ressourcer til et projekt af dette omfang. Så vi havde stået væsentligt svagere, hvis vi ikke havde muligheder for at være med i denne type forskningsprojekter, hvor universiteterne bidrager med en del af forskningen, forklarer seniorforsker i DLF-Trifolium Christian Sig Jensen.

DLF-Trifolium har eksisteret i over 125 år og er verdens største producent af kløver- og græsfrø med en anslået markedsandel på 25 procent på verdensplan. Virksomheden er blandt andet hovedleverandør af græsfrø til sommerens VM-fodboldbaner i Brasilien.

For at kunne sælge sine frø, skal de forskellige sorter først være officielt afprøvet og optaget på nationale sortslister i de enkelte lande. Jo højere en sort ligger på listerne jo mere frøsalg vil den præstere. Derfor er det afgørende for DLF-Trifolium fortsat at udvikle nye sorter, der er bedre end konkurrenternes.

– Forædlingsindustrien er den ypperste del af hele pyramiden i plante og dyreproduktionen. Det er her al knowhow ligger til at få de bedste genetiske potentialer frem, og det betyder, at alt, hvad man kan ændre på det niveau, vil forplante sig gennem foder og fødevarekæden. Hvis vores danske frøavl kan stige, og vi øger vores markedsandele globalt, kan det skabe et naturligt behov for meransættelse både i Danmark og internationalt, siger Christian Sig Jensen.

Forskningsprojektet har et budget på 69 millioner kroner, hvoraf næsten halvdelen af midlerne kommer fra en bevilling fra Det Strategiske Forskningsråd under Uddannelsesministeriet.

Kommentarer