Danske Bank tilbyder erhvervskunder en mønt-løsning
Store Heddinge: Erhvervsdrivende i Store Heddinge kan slippe for en tur til banken hvis de skal bruge byttepenge til forretningen
Danske Bank tilbyder nu mindre erhvervsdrivende kunder i blandt andet Store Heddinge en ny møntløsning fra Bankernes Kontantservice (BKS).
– Vi glæder os rigtig meget til, at vores erhvervskunder i Faxe, Store Heddinge og Køge kan få leveret og afhentet mønt. Vi er den første bank, der kan tilbyde en møntløsning, hvor de mindre erhvervsdrivende får bragt og hentet mønt direkte til døren, siger erhvervschef Lasse A. Sørensen, Danske Bank Køge Erhvervscenter til Lokalavisen.dk.
Erhvervskunder, der ønsker at få hentet og leveret mønter direkte på forretningens adresse, kan oprette en møntaftale på bankens hjemmeside
Bankernes Kontantservice leverer og afhenter hver 14. dag på en fast dag og til en fast kørselspris samt en mindre betaling pr. møntpakke.
Man kan vælge mellem tre møntpakker, den mindste indeholder mønter for 940 kroner og den største for 3.560 kroner. Møntpakkerne skal bestilles senest tre dag før, BKS leverer mønt i området.
– For de fleste går der ikke lang tid, før udgiften til levering og afhentning er tjent ind. Den erhvervsdrivende slipper for turen til banken, og kan i stedet bruge tiden i sin forretning, siger Lasse A. Sørensen.
Kommentarer