Store Heddinge

David er kommet hjem til Stevns igen

Store Heddinge: Cand.Comm David Kirkegaard Jespersen skal hjælpe Stevns Erhvervsråd med markedsføring og kommunikation det næste halve år

Tekst og foto: Marianne Langvardt

Efter mange år i Roskilde på RUC, hvor han har uddannet sig til Cand.Comm i virksomhedsstudier og kommunikation, og en længere rejse til Australien, er David Kirkegaard Jespersen (30 år) kommet “hjem igen”.

David Kirkegaard er netop blevet projektansat i Stevns Erhvervsråd, hvor han skal formidle nyheder om erhvervsrådets aktiviteter, strømline kommunikationen og være med til at gøre det forholdsvis nyetablerede erhvervsråd synligt.

David får travlt, for han skal også udarbejde informationsmateriale om erhvervsrådet til nye virksomheder på Stevns og hjælpe til med praktiske opgaver.

– En vigtig funktion er især at støtte nyetablerede virksomheder og iværksættere. Derfor holder erhvervsrådet en gang om måneden netværksarrangementer, som formentlig i løbet af efteråret bliver fordoblet til to netværksmøder om måneden, siger han.

Davids ansættelse er tidsbegrænset til et halvt år.

– Jeg er ansat med løntilskud, og håber, at jeg i løbet af den tid, får etableret nogle stabile kontakter. Jeg håber selvfølgelig på, at få en fast stilling, siger han.

David bor i Valby, men er født og opvokset i Magleby på Stevns.

– Det er meget hyggeligt at arbejde i mit barndomsland, hvor jeg helt indtil sidste år spillede fodbold i Store Heddinge.

I en periode David også fungeret som assistenttræner og holdleder for klubbens 2. hold.

Kommentarer