Store Heddinge

De første sponsorater til Café Stevnen er hjemme

Store Heddinge: Der er allerede blomster, borde og stole klar i den nye sociale café, Café Stevnen i Algade. Forventet åbning sidst i maj.

De første sponsorater er også allerede på plads, initiativgruppen bag den sociale café/værestedet Café Stevnen, er nemlig også aktive med uddeling af en folder, hvor hele idéen med cafeen er godt beskrevet.

Det fremgår således at caféen bliver en underafdeling af KFUMs sociale arbejde.

Borgere, som ellers ikke føler sig godt tilpas i det eksisterende foreningsliv eller har svært ved socialt samvær, kan komme helt uforpligtende og få samvær og samtale i Café Stevnen.

Samtidig er opgaven med at drive caféen et godt tilbud til frivillige, som har resourcer og overskud til at yde en hjælpende hånd, men også til dem, som måske selv har behov for identitet og socialt samvær.

Cafeen vil servere kaffe og varm mad til rimelige penge, men derudover er der mulighed for forskellige aktiviteter, som brugerne og de frivillige har lyst til at sætte i gang, står der i folderen, som deles ud til potentielle sponsorer.

Ansvaret for den daglige drift skal varetages af en leder, der ansættes 20 timer om ugen, og derudover skal frivillige og brugere selv stå for driften og udvikling af aktiviteter.

Sponsorerne får også et indblik i ønsker for caféens fremtid, der blandt andet gerne må blive til et aktiveringstilbud til borgere på overførselsindkomst og en genbrugsbutik i samarbejde med Lions Stevns og meget mere.

15 frivillige arbejder på at få cafeen i gang og skaffe penge til driften. De første sponsorer er allerede i hus: Stevns Brands Fond har støttet med 30.0000 kroner, LAG-Stevns har givet 200.000 kroner, DiBa har givet 2.500 kroner og Dyrholm Byg ApS har givet 2.000 kroner allerede.

Af folderen til kommende sponsorer fremgår det at den hårdtarbejdende projektgruppe bag Café Stevnen består af Per Vibskov, Ingrid Loiborg, Rikke Ackermann, Liselotte Kannik-Marquardsen, Merete Overgaard og Hanne Nilsson.

Kommentarer