De Glade Vikarer er valgt som privat leverandør

Stevns Kommune: Borgerne i Stevns Kommune kan nu vælge mellem det kommunale tilbud eller De Glade Vikarer, hvis de har brug for hjemmepleje.
Kommunalbestyrelsen besluttede, da den vedtog budgettet for 2015, at udbyde hjemmeplejen for at opnå driftsbesparelser og samtidigt skabe mulighed for at indgå i et tættere udviklingssamarbejde med én privat leverandør. Efter en vurdering af tilbuddene fra de private leverandører vedtog kommunalbestyrelsen på sit møde torsdag at give opgaven til De Glade Vikarer Aps.
– Lovgivningen siger, at vi skal samarbejde med private leverandører om hjemmeplejen. Og nu har vi valgt den model og den private leverandør, som vi vurderer samlet giver den bedste pris, kvalitet og leveringssikkerhed. Og vi glæder os nu til samarbejdet med De Glade Vikarer. Jeg mener, at vi sammen kan sikre, at borgerne i Stevns Kommune får den bedst mulige hjemmepleje, hvad enten de vælger det kommunale tilbud eller den nye private leverandør, udtaler borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
Han glæder sig samtidig over, at valget faldt på en privat leverandør, der er godt lokalt forankret.
Valget er frit for borgerne
Borgere, der er visiteret til at modtage hjemmepleje, får inden for de næste uger mulighed for at bestemme, om de ønsker det kommunale tilbud, eller om de hellere vil have opgaven løst af De Glade vikarer.
– Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen af de borgere, der på nuværende tidspunkt modtager kommunal hjemmepleje, som vil blive bedt om at skifte. Beslutningen er helt op til dem selv, forsikrer Mogens Haugaard Nielsen.
Der i dag 537 borgere i Stevns Kommune, som modtager praktisk hjælp og/eller pleje, heraf er der 280, som modtager pleje.
Om De Glade Vikarer
De Glade Vikarer Aps blev stiftet i 2007 og ejes i dag af Charlotte Kristensen, som også er direktør i De Glade Vikarer Aps. Virksomheden er beliggende i Køge og har siden 2009 leveret personlig pleje og praktisk hjælp til borgere i Køge (i 2015 til 357 borgere). Siden december 2013 har De Glade Vikarer herudover været godkendt privat leverandør af personlig pleje og praktisk hjælp i Stevns Kommune og leverer i dag til 17 borgere i Stevns Kommune. Virksomhedens udviklingsplan er at forblive lokalt forankret og ikke sprede sig på mange kommuner.
De Glade Vikarer råder i dag over en organisation på over 50 medarbejdere.
Kommentarer