Debat: Kære Mogens Haugaard
Debat: Det er nu ved at være 18 måneder siden, at vi en dejlig sommerdag i 2014 fejrede udnævnelsen af Stevns Klint til UNESCO Verdensarv.
Indsendt af Lars Klausen. Formand Stevns Turistforening
Jeg tror vi begge var stolte og glade.
Stolte fordi det sted vi begge holder af, nu var anerkendt som et sted, der ikke bare var vigtigt for os stevnsboere, men for hele menneskeheden.
Glade fordi den proces der førte frem til optagelsen af Stevns Klint på UNESCO verdensnaturarvsliste, var sket i en ånd af samhørighed, entusiasme, begejstring og en fælles forventning om, at begivenheden ville give os helt nye og unikke muligheder for at skabe en kommune i fremgang til glæde for alle borgere.
Efterfølgende har du selv været med til, at stille spørgsmålstegn ved placering af besøgscenteret samt rejse, og hurtigt efter fortryde, en fredningssag for Stevns Klint.
Ovenstående kan sikkert retfærdiggøres, sagens vigtighed taget i betragtning, men prisen har været høj.
Den positive cirkel er brudt, og samhørighed, begejstring og entusiasme er afløst af uenighed, frustration, usikkerhed og politiske ”trækasserier”, senest i Dagbladet den 30. november betegnet som et ”frednings-cirkus”. Uanset hvor uenighederne ender, er resultatet af den brudte cirkel, at vi er stærkt forsinkede med, at realisere de mange potentialer, der fulgte med udnævnelsen og anerkendelsen som verdensarv.
Jeg ved, at du ikke alene bærer ansvaret for, at vi er hvor vi er, men jeg tror, det ligger i din magt, at vi starter en proces tilbage mod den positive cirkel, hvor vi igen, i et folkeligt fællesskab, kan begynde at koncentrere os om realiseringen af verdensarvens mange indbyggede potentialer.
Du kan vælge, at bruge Julemåneden og Nytåret på at ”banke et par partikolleger på plads”, eller du kan vælge, at acceptere det politiske flertal der er for en fredning, og i stedet bruge al din tid og alle dine kræfter på at samle og forene såvel befolkning som kommunalbestyrelsen om en fælles vision for Stevns, med udgangspunkt i en fredet Stevns Klint og et besøgscenter i Boesdal.
Må Julefreden indfinde sig.
Kommentarer