Stort set hver gang jeg er i debat rundt omkring på Sjælland, er der en tilhører som kommer op og spørger mig om det. ”Du må da være socialkonservativ?”. Og det spørgsmål bliver jeg stolt over at få. For jeg er nemlig socialkonservativ. Ligesom jeg faktisk tror at en stor del af danskerne er. Poul Schlüter, Danmarks længst siddende statsminister siden krigstiden, har netop sagt følgende i en ny bog: ”Den konservative stræber efter balance. Han går ikke ud i ekstremerne.”

Debatinlæg skrevet af Mads Andersen, Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti på Sjælland

Det er præcis hvad jeg betragter som at være konservativ, og særligt socialkonservativ. Noget af det vigtigste i den politik jeg fører og ønsker at tage med mig ind på Christiansborg, er fællesskabet. At vi som samfund formår at tage hånd om dem som ikke kan klare sig selv. Syge skal have hjælp, svage skal have støtte og sammen er vi stærkere. Det skinner igennem i al min politik, kombineret med behovet for at se mere solidarisk på vores samfund. At ikke alle måske skal have samme mængde af velfærdsydelserne. At de bredeste skuldre bærer mest. At de stærkeste i højere grad skal klare sig selv, og slippes fri. På den måde tror jeg på at vi kan gøre mere for dem som har det svært.

Jeg tror ikke at alle familier behøves at have børnepenge. Der er masser af raske og økonomisk stærke familier som kan klare sig uden, for at dem som virkelig har behov, kan få hjælp. Jeg tror også at masser af unge hjemmeboende studerende, fra familier med økonomisk råderum kan klare sig uden SU. Til gengæld ved jeg at der findes masser af unge, som ikke får samme hjælp og økonomiske støtte, og hvor SU’en falder på et meget tørt sted.

Jeg tror på solidarisk velfærd.