Jeg har fulgt de seneste dages debat om fredningen af Stevns Klint, og undrer mig.

Indsendt af Eistrup Jensen, Ilulissat, Grønland. raa@greennet.gl

Nej, først tillykke med optagelsen på verdensarvslisten, det er en kæmpe gevinst, som nødig skulle sættes over styr i en “krig” mellem modstandere og tilhængere af fredning.

Stevns kommunalbestyrelse kan hoppe og danse præcis som de vil, fredning kommer de ikke udenom. Vil man bevare pladsen på listen, skal fænomenet sikres gennem national lovgivning, et krav fra Unesco. Det er også et krav, at der etableres en forvaltningsplan, et incomming center og en bufferzone.

I bufferzonen kan man etablere alt, hvad der ikke forstyrrer fænomenet, det gør en kornmark ikke, men nok et nyt Lalandia. Der kommer kontrolbesøg fra Unesco. Der vil med stor alvor blive set på, om fænomenet er sikret gennem national lovgivning. Er det ikke sket, vil der være risiko for, at klinten placeres på listen “Sites in danger”.

Jeg var i sin tid, sammen med en kollega fra Hjemmestyret, formand for styregruppen, der stod for ansøgningen om Ilulissat Isfjords optagelse på listen.

Som lokal embedsmand, var det især min opgave, at holde snor i den lokale opbakning, et element, Unesco er stærkt optage af. Vi, min borgmester og jeg, var optaget af, at få fiskernes (Grønlands landmænd) opbakning. Det gik over al forventning, da de blev klar over, at de var en del af fænomenet, og kunne fortsætte deres fangst og fiskeri, som de havde gjort i århundreder. Det hele ligger i udformningen af fredning og forvaltningsplan. Fredning er et must, forstå det.

Vi har haft stor fremgang i turismen.

Skulle nogen være interesseret i at se vores ansøgning, så kan den downloades fra whc.unesco.org

Ilulissat Isfjord blev udpeget som en del af UNESCOS Verdensarv i 2004.