Debat: Håb for udvikling af turismen!
Risikoen for kuldsejlingen af fusionen mellem turistforeningerne i Stevns og Faxe er blevet noget mindre, efter et fælles møde mellem politikere fra de to kommuner og de to turistforeninger, hvor der nok blev sat nogle ting på plads.
Skrevet af: Jørgen Gregersen, Medlem af Stevns kommunalbestyrelse for Stevnslisten
Jeg vil gerne rose mine politiske kollegaer fra Faxe for den konstruktive tilgang de havde til dette vigtige møde.
Læs også: Fusion af Stevns og Faxe turistforeninger genoptaget
Jeg håber meget, at Venstre og Socialdemokraterne i Stevns efter det fælles møde vil revurdere deres beslutning i Natur, Fritid og Kulturudvalget (NFK) om, at det økonomiske rationale der vil være for de to turistforeninger ved en fusion, skal gå direkte i kommunekassen og dermed efterlade Turistforeningen med en økonomi der i bedste fald udelukkende dækker den daglige drift.
De to turistforeninger har grundigt beskrevet et forløb af en fusion, som med det nuværende kommunale tilskud, vil kunne frigive økonomi til den udvikling af vores indsats for turismen der er helt nødvendig, hvis vi også skal kunne klare os i fremtiden.
For mig står vi overfor et simpelt politisk valg. Enten siger vi politisk ja til en oplagt mulighed for udvikling af turismen uden at det koster flere penge end i dag eller også siger vi nej til udvikling.
Jeg har fra starten sagt ja til den appelsin som via turistforeningernes fusion vil kunne falde i den kommunale turban og dermed også give et skulderklap til bestyrelserne for det store frivillige ulønnede arbejde de gør for kommunerne.
Kommentarer