Store Heddinge

Debat: Kommentar til lovbestemt mindsteløn

Marianne Vind Sjællands Socialdemokratiske EP-kandidat.

Løkke tager fejl! Lovbestemt mindsteløn vil være en ladeport til ulighed og utryghed.

 

Debatindlæg af Marianne Vind, Sjællands Socialdemokratiske EP-kandidat

Lars Løkke tager fejl, når han gerne vil diskutere mindsteløn som mulighed til at bekæmpe social dumping. Fælles for de lovbestemte mindstelønninger i EU er, at de er elendige og svære at leve af. Kun arbejdsgiverne vinder på det forslag.

Vores arbejdsmarked ser helt anderledes ud. På en dansk fiskerifabrik, byggeplads eller varehus er der en timeløn bestemt af en kollektiv overenskomst forhandlet på plads af fagforeninger og arbejdsgivere.

Selvom uligheden desværre også er vokset herhjemme, er det for intet at regne med, hvordan uligheden vansirer EU syd for grænsen, hvor der er lovbestemte mindstelønninger. Vi ser det blandt andet med de gule veste i Frankrig.

Arbejdskraftens frie bevægelighed på tværs af EU-grænser er fri, men den skal også være fair. Det bliver den ikke med lovbestemte mindstelønninger, men med effektiv kontroller af det system vi allerede har. Hvorfor ønsker Løkke ikke at opruste på de kontrolgrupper som tager ud fx Arbejdstilsynet og Skat, men i stedet foreslår han at sætte lønnen ned? Hvem er Løkkes løsning god for?

At indføre lovbestemt mindsteløn herhjemme vil være en ladeport til lønpres og ulighed. Jeg siger nej til moderne daglejere og slavekontrakter til lovbestemt mindsteløn i Danmark. Til gengæld siger jeg ja til at eksportere mest muligt af den danske model til resten af EU. Det burde Løkke støtte op om.

Kommentarer