Store Heddinge

Debat: Lad lodsejerne være i fred

thor-groenbaek

Holtug: Flere medier skriver at formanden for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget: Bjarne Østergaard Rasmussen (V) vil komme med et særligt tilbud: at tilbyde alle lodsejerne et personligt møde, så man kan tale om forholdene på lige netop lodsejerens grund.

Indsendt af Thor Grønbæk, medlem af kommunalbestyrelsen for de Konservative

Skuffelsen over, at kun ni af lodsejerne langs Trampestien var mødt op til info-møde om den forestående fredning af Stevns Klint og netop Trampestien, er naturligvis til at få øje på. Men det er måske netop det output, som Stevns Kommune må stille sig tilfreds med i skrivende stund?

Læs også: Lodsejere tilbydes individuelle møder om fredning

Det er ganske klart for enhver, at Stevns Kommune nu med et flertal i kommunalbestyrelsen har påbegyndt fredningen af Trampestien. Men den er jo ikke fredet endnu, og da Trampestien har været der i mange år og ikke har skabt de store problemer, er der jo også den mulighed, at Stevns Kommune taber fredningssagen.

Lodsejerne, der ikke var med til infomødet, har ganske enkelt ikke den samme agenda som alle dem, der gerne vil frede Trampestien, og det kan jeg da godt forstå. Hvorfor skulle man som lodsejer indlede en »venlig« dialog med nogen, der kun er ude på at »stjæle« ens jord, når sagen ikke er afgjort i retten endnu?

Vi fik ikke en frivillig aftale og det er der mange, der er dybt skuffede over – ikke mindst mig selv. Så selv om hensigten fra udvalgsformanden er at skabe en god dialog og kun har positive hensigter, som det ordentlige menneske han er, tror jeg, at målgruppen forbliver passiv denne gang.

Når sagen engang er afgjort i retten, og der er faldet lidt ro over sagen, tror jeg, at vi kan lave aftaler om Trampestien – fredet eller ej.

Kommentarer