Musketereder, der flosser en smule, røde faner foran en hvid bygning, kammerater, der står sammen. Det er så smukt alt sammen, ikke sandt?

Skrevet af Brian Mørch, Folketingskandidat Dansk Folkeparti

Solidaritet er et dejligt plusord, der får alle til at føle sig godt tilpas. Det føles godt at stå last og brast med andre om et fælles mål.

Et kig i en historiebog om det 20. århundrede viser store flokke af arbejdere. Enten foran virksomheder, når der har været en konflikt eller på tæpper i Fælledparken med madkurve, ølflasker, børn alle aldre, lysegrønne bøgegrene, musik og opbyggelige taler om kammeratskab og samhørighed.

Det er jo egentlig fint nok alt sammen. Og himmelen er mit vidne på, at der var en særdeles god grund til, at de ufaglærte samledes i fagforeninger for som en stor gruppe at forhandle løn og arbejdsforhold. Forholdene var usle, lønnen elendig og mange arbejdspladser var livsfarlige. Det var dengang, man med rette kunne tale om sultens slavehær.

Sultens slavehær er blevet husejere
Heldigvis er de tider forbi. Solidariteten og det lange seje træk har båret frugt. De ufaglærte og de kortuddannede har fået ordnede arbejdsforhold, fair lønninger, ferier og andre goder. Og dem med de mellemlange og lange uddannelser har også set fidusen med, at nogle særligt udpegede forhandler løn og arbejdsforhold. Og spisepauser.

LO-formanden Thomas Nielsen formulerede i 1982, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til. Det var godt set, for helt ærligt, så virker det tosset, når der med patos stemmes i med “rejs dig du sultens slavehær”, når de fleste arbejdere har råd til parcelhuse, charterferie sydpå om sommeren og skiferie om vinteren.

Solidaritet bruges ikke kun blandt folk, der arbejder sammen. Vi er jo alle sammen solidariske med vores familie. Selv om vi godt kunne tænke os at få fint smørrebrød til frokost, kan vi sagtens nøjes med et par sammenklappede klemmer, hvis pengene er små og børneflokken stor.

Solidaritet som begreb sniger sig også ind i de politiske partier. Sommetider hører vi fra Christiansborg, at parterne har stillet medlemmerne frit, så de kan stemme efter overbevisning og ikke partilinje. Og er solidariteten så et plusord her? Tja, både og. Men lad os tage den debat på et andet tidspunkt.

Den globale solidaritet
Med mellemrum ser vi store demonstrationer i verdens storbyer. De protesterende har faner, bannere, skilte og frontråbere. Så er de solidariske med klimaet, så er de solidariske med miljøet, så er de solidariske med de homo- og andre nicheseksuelle, så er de solidariske med …. Ja hvem er de egentlig solidariske med, når det kommer til stykket?

Man kan med rette spørge, om ikke man kan have traditioner, som ikke længere har så meget indhold? Jo, det kan man da godt. Se bare julen. Den har med tiden mistet en god del af sit kristne indhold og er gået hen og blevet en kommerciel tradition, hvor vi fokuserer på julemiddagen, pynten og ikke mindst gaverne plus det løse.

Selv om det klinger hult, når der den 1. maj skåles og stemmes i med den om sultens slavehær, så er der ikke noget galt i at markere tidligere tiders meget nødvendige kampe.

Skål og god 1. maj.