Debat: Sang til valget

Det blev lidt sent i valgkampen, før jeg fik skrevet valgsangen færdig. Men ved at lægge de første vers op på ’Politik og debat i Stevns Kommune’ fik jeg gode kommentarer fra Peer Nørgaard og Aase Skjærbæk, så første vers faldt på plads.
Indsendt af Lene Vestergård, Enhedslisten.
Og så skrev Marianne Rodriguez et helt vers, som vi i samarbejde fik snedkereret færdigt.
Tak for fine bidrag, så jeg lige kunne nå at få valgsangen færdig før vi skal sætte vores kryds.
Og der er selvfølgelig plads til flere vers.
God slutspurt i en i det store og hele fin valgkamp!
Melodi: Flickorne från Småland
Omkvæd…
Der er klint og hav mod øst, mod syd er havn og strand og blæst.
Der er skov og Lund og å og dal og Vråby længst mod vest.
Der er Vallø By og Slot og så en prambro helt mod nord
og med Bøgeskoven runder vi den Stevnske plet på jord.
1.
Trafikken til og fra kommunen skal gå udenom
så bli’r der plads til gadefest i Strøby centrum, kom!
Kom med til asfaltbal på kryds og tværs af landevej’n
Tag tog så tit du kan og nyd, at tiden er din eg’n.
Omkvæd…
2.
Der skal vær’ råd til flere pædagoger til de små.
Og vi skal sikre skolerne, så børnene kan få
forståelse for sammenhæng imellem vind og vejr
og mad og energi og sundt miljø og grønne træer
Omkvæd…
3.
Som ung vil man ha’ plads til både alvor og til sjov:
musik og fest, familie, sport, og vigtigst – at få lov.
De store spørgsmål fylder: Hvem er jeg? Hvad vil jeg vær’?
Kan jeg bli’ snedker? gartner? smed? – og få praktikplads her?
Omkvæd…
4. (- i samarbejde med Marianne Rodriguez)
At “gamle” og de svage ikke får hvad de ska’ ha’,
det er desværre noget, som bekræftes dag for dag.
Men sammen kan vi gøre mer’, så alle tænkes med,
når vi i fællesskab gør Stevns til verdens bedste sted.
Omkvæd…
Der er klint og hav mod øst, mod syd er havn og strand og blæst.
Der er skov og Lund og å og dal og Vråby længst mod vest.
Der er Vallø By og Slot og så en prambro helt mod nord
og med Bøgeskoven runder vi den Stevnske plet på jord.
Kommentarer