Debat: Tarv eller tarveligt

Den banale grund til at sætte fokus på børn er, at de er vor fremtid, men for at det skal give mening, må vi se på, om de vilkår vi byder vore børn er acceptable.
Indsendt af Niels Hansen, Gammel Køgevej 32, 4672 Klippinge. Kandidat for Alternativet Stevns.
Det er de ikke, alt for mange danske børn har ondt i livet, se på selvmords- og drukstatistikkerne, samtidig med at mange ikke har de fornødne kundskaber til at bestride en uddannelse.
Hvis vi ønsker at vore børn bliver livsduelige – og det gør vi – må vi prioritere en kvalitetsindsats højt.
Vi ved at børn præges meget tidligt i livet, uden at vi har taget konsekvenserne.
En af de store børnepsykologer , Eric H Ericson, har for mange år siden beskrevet, hvor vigtigt det er for det lille barn at have en tæt kontakt til nogle få varme og nærværende voksne, hvis vi ønsker at barnet skal udvikle en fundamental tillid frem for mistillid til omgivelserne.
Der skal lægges meget vægt på den fysiske kontakt, når barnet skiftes og trøstes for at barnet erfarer at de voksne er der.
Efter at den indledende fase forhåbentlig er vel overstået, er udviklingen af sproget det centrale: ordforråd, begrebsdannelse samt samtaleevne. Dette lærer børn ikke af sig selv, de lærer det ved at efterligne sproglige forbilleder, og det kræver igen at de omgås voksne, der har tid, overskud og sproglige kompetencer.
Hvis vi ønsker at børn ikke bruger fysisk vold som konfliktløsning, må vi lære dem at lytte, reflektere og tale – i denne rækkefølge.
Men derudover er sproget nødvendigt for at tilegne sig viden, og jeg er godt klar over, at paratviden i mange år har været fy fy, men min personlige erfaring er at de voksne der i et forståeligt sprog kan svare på de mange spørgsmål der beskæftiger dem , har fat i børnene på en helt anden måde end dem, der altid først kan svare efter en googletur. Det er tryghedsskabende, samtidig med at viden og færdigheder er med til at opbygge en sund og realistisk – ikke en oppustet – selvtillid.
I den forbindelse må vi give vore pædagoger mulighed for at orientere sig i den jungle af junk som IT tilbyder. IT skal være en begrænset og målrettet del af børns dagligdag.
Det er klart, at forældre har en central funktion i børns liv, men med den måde vi har indrettet vort samfund på, er børn afhængige af at samfundet er en kompetent medspiller. Om vi burde ændre på nogle af de eksisterende strukturer, er et helt andet spørgsmål.
Derfor ønsker Alternativet Stevns at inviterer alle gode borgere til en debat om de forhold vi byder vores yngste børn. Onsdag den 5 april fra 19.00 – 21.30, i kantinen på Strøbyskolen. Lendrumvej 1, 4671 Strøby
Kommentarer