Debat og politik

Debat: Trappe ved Stevns Fyr

I Dagbladet 21. juli 2017 og Stevnsbladet 26. juli 2017 benævner Ole Bech Jensen den kommende trappe ved Stevns Fyr som et klatrestativ og et stålmonstrum.

Indsendt af Bjarne Østergård Rasmussen. Formand for Natur Fritids og Kulturudvalget.

Det er selvfølgelig både let, farverigt og fornøjeligt at slynge et sådant udsagn ud. Fakta og seriøsitet kan ofte virke lidt mere kedelige. Alligevel bør sagens substans bringes i erindring.

Der ligger en meget seriøs og nøje gennemarbejdet sag bagved. Realdania har i forbindelse med kampagnen ”Stedet tæller” udpeget 10 unikke steder i Danmark, hvor et fysisk tiltag kan skabe bedre kontakt mellem mennesker og natur, som det hedder. Stevns Fyrcenter er udpeget som et af disse 10 unikke steder.

Realdania påtænker at donere 6.5 mio. kroner til konkret vores trappeprojekt på Stevns. En lang række fagfolk og politikere gik i gang og har i dage, uger og måneder nøje vendt og drejet om ikke hver en sten så måske hvert et trin. Dette mangesidede arbejde mundede ud i, at der i november 2015 blev sagt god for og ja tak til ”projekt trappe ved Stevns Fyr”. Det skete først i fagudvalget Natur Fritids og Kulturudvalget, siden i Økonomiudvalget og slutteligt enstemmigt i den samlede Kommunalbestyrelse.

Klatrestativer hører vel mest til i børnehaver. Kommunalbestyrelsen har ikke været en børnehave i denne sag – heller ikke i denne sag.

Kommentarer