Debat: Ud med aktive seniorer – ind med børn og unge
Læserbrev af Christa Dahl, Hårlev
I Stevns Kommune må aktive seniorer vige pladsen for børn og unge. I Hårlev oplever vi aldersdiskrimination af værste skuffe.
Da min mand og jeg i 2023 flyttede til Hårlev, var det i høj grad, fordi vi så en mulighed for at leve et aktivt voksen- og seniorliv i byen. Men hold da op, hvor er vi blevet skuffet!
Første skuffelse kom, da biblioteket blev omdannet til børne-kultur-hus. Det var godt for børnene, men knap så godt for os seniorer, som er aktive brugere af biblioteket.
Næste skuffelse kom, da der skulle etableres et nyt udeareal ved Hårlevhallen.
”Med det nye udeareal ønsker vi at understøtte det aktive udeliv for stevnsborgere i alle faser af livet”, sagde borgmester Henning Urban Dam, da første spadestik blev taget ved Hårlevhallen. Med den udmelding håbede vi, at der også ville komme aktivitetsmuligheder for byens ældre borgere. Men nej – vi fik klatrestativ, legeplads og trampoliner. Igen godt for børn og unge, men knap så godt for os seniorer.
Mødestedet er vores
Senest er kommunen kommet med et forslag om at omdanne Mødestedet i Hårlev til Musikskole for børn og unge på Stevns. Det er intet mindre end et uanstændigt forslag! At udvalget for Job, Social og Fritid har et problem med at huse Stevns Musikskole, kan jo ikke pludselig blive vores problem.
Havde udvalget gjort deres hjemmearbejde forud for forslaget, ville de vide, at Mødestedet benyttes af rigtig mange borgere og foreninger, der bruger stedet til møder og aktiviteter. Men det faktum har man åbenbart valgt at ignorere.
Vi er meget skuffede over, at forvaltningen og politikerne kan finde på at stille sådan et forslag. Men det er blot endnu et eksempel på, at Stevns Kommune nedprioriterer aktive seniorer.
Kommentarer