Debat: Ungdomsfest i Munkegården
Store Heddinge: Jeg blev rigtig glad, da jeg læste i pressen, at der var taget initiativ til at arrangere en fest for de unge
Indsendt af Line Krogh Lay. Kommunalbestyrelsesmedlem. Radikale Venstre
Jeg blev rigtig glad, da jeg læste i pressen, at der var taget initiativ til at arrangere en fest for de unge i Munkegården og trist, da jeg erfarede, at det blev aflyst pga. for få tilmeldinger.
Jeg har fuld forståelse for, at arrangørerne ikke ville tage risikoen med kun tyve tilmeldte. Vi skylder stor respekt for ildsjæle, der ikke venter på, at andre gør noget, men tager sagen i egen hånd og forsøger at lave et arrangement for de unge i kommunen. Annabeth Hansen og Stina Birk Nielsen har nemlig helt ret i, at der ikke er nok tilbud på det område.
Det tager tid at løbe sådan noget igang, og successen er ikke altid hjemme i hverken første, andet eller tredje huk. Mit gæt er, at flere end de 20 tilmeldte ville have dukket op til selve arrangementet, selvom de ikke lige fik meldt sig til i god tid. Derfor håber jeg da, at nogle af de involverede eller andre vil tage idéen op og samle en gruppe af de unge selv og voksne og finde ud af, hvordan der kan stables noget på benene, og hvordan man kan opnå, at de unge tager medejerskab i det.
Hermed melder jeg mig på banen som frivillig, hvis I eller andre stadig har mod på det og mangler frivillige til at hjælpe med det praktiske eller har brug for anden form for opbakning.
Samtidig vil jeg også opfordre de unge til at henvende sig, hvis de har tanker og idéer til at gøre Stevns en mere ungdomsvenlig kommune generelt. De er jo eksperterne.
Kommentarer