Store Heddinge

Debat: ”Velkommen til Sverige”

mikkel

De fleste af os kender den klassiske sms man modtager, når fodtøjet bevæger sig for tæt på kysten.

Indsendt af Mikkel Lundemann. Konservativ folketingskandidat i Faxe/Stevns kredsen

Selvom du stadig står med dansk jord under fødderne, modtager du svenske signaler fra luften. Hver gang jeg drager mod vores skønne stevnske klint eller vores grønne bøgeskov er den sikker; min mobiltelefon skal have en hilsen fra Sverige.

Det betyder i alt sin enkelthed, at vores danske mobilsignal er så ringe, at vi ikke kan anvende vores telefon der, hvor vi befinder os. Og det er selvom, at vi lever i år 2015.

Det svenske mobilsignal er dog stærkt nok til at nå til Danmark. En ringe trøst vil jeg kalde det. Så i stedet for at have intet signal, skal vi betale et ekstra gebyr til svenskerne for at kunne bruge telefonen i Danmark.

På Stevns så vi gerne, at flere børnefamilier opdagede vores naturskønne og trygge område. Vi så også gerne, at flere virksomheder flyttede til Stevns – her er jo en billig husleje.

Turisterne forsøger vi at tiltrække med natur i verdensklasse. Men hvilket indtryk giver det, hvis familien, iværksætteren eller turisten bliver mødt af en hilsen fra Sverige?

Jeg ville selv tænke ”Kors – vi er ude, hvor kraverne vender”. Men det er vi ikke. Vi befinder os cirka 60 km. fra hovedstaden, hvor 4G er et must for alle københavnere.

Vi kan ikke råbe politikerne på Christianborg op. End ikke, hvis vi stiller os op i Stevns Fyr med en megafon pegende direkte mod København K.

Derfor må vi kæmpe slaget indefra, og her går jeg gerne i spidsen.

Vi skal sætte krav til vores teleudbydere, vi skal have signalforstærkere og vi skal ikke have flere hilsner fra Sverige, medmindre vi frivilligt krydser Øresund.

Det vil gøre vores område mere attraktivt, både for os der bor på Stevns, de som overvejer at flytte til Stevns og dem, som besøger Stevns.

Slut med sorte huller – giv vores mobile signal et grundigt eftersyn.

Kommentarer