Store Heddinge

Debatindlæg om Stevns Klint Fredning

debat_stevns_tip

Det hører med til den demokratiske proces at debattere, være uenige og argumentere, der må gerne være højt til loftet for vores skyld, men en stor del af den debat, som er intensiveret i pressen gennem den sidste tid er personlig og angribende.

Læserbrev skrevet af: Jane og Steen Christoffersen, Lodsejere Vindehuse 7, 4660 St. Heddinge

Læserbrevsskribenterne kaster om sig med udokumenterede tal og -påstande, personlige angreb, én husker ”én eller anden” som sagde noget på et møde for mange år siden” og bliver meget personlig.

Én anden henviser til, at der er indkaldt til ”dialogmøde” for lodsejerne den 8. september og raser over, at det er efter byrådsmødet den 3. sep. Vedkommende er ikke lodsejer og har totalt misforstået, hvad invitationen går ud på – nemlig, at politikerne vil orientere om den beslutning, som bliver taget den 3. september, så rækkefølgen er god nok.

Kommune- og forvaltningsplan kaldes et sted for ”skriverier”, som ”forvaltning og lokalpolitikere selv har fundet på”. Uforskammet og respektløs retorik. Planerne, som har været i offentlig høring forud for vedtagelse i byrådet, er resultatet af et stort arbejde præsteret af forvaltning og politikere.

Vi skal beskytte klinten og den tilknyttede natur. 25 meter – det kan ikke være mindre. Der er tusindvis ha fed landbrugsjord på Stevns, at det skulle ”få meget vidtrækkende konsekvenser for lodsejerne”, som det hævdes, er helt ude af proportion. Der er allerede ca. 2 – 15 meter fra stien ud mod havet.

Efter den tiltænkte pleje og udpining får vi i løbet af få år en dejlig bræmme med den skønneste kalkoverdrevsflora, en fin spredningskorridor for bl.a. arter vi er sat til at beskytte og lige noget for biodiversiteten.

De fleste siger, at de gerne vil gøre noget for naturen,der har vi chancen for her. Der skal etablere et stiforløb, som vi kan være bekendt, og stien skal selvfølgelig lægges op på klinten de steder, hvor det kan lade sig gøre under hensyn til privatlivets fred.

En frivillig aftale er alt for usikker, den kan opsiges og ændres, hen over hovedet på den enkelte lodsejer, en fredning derimod sikrer både Stevns Klint, men i høj grad også lodsejerne, som, hvis de vil, kan påvirke fredningsbestemmelserne gennem dialog og få indflydelse på, hvad der kommer til at foregå- og måske især ikke foregå langs klinten. Derfor foretrækker vi en fredning.

Kommentarer