Store Heddinge

Deltidsbrandmænd udeblev fra Nytårsparole

falck_noerregade

Store Heddinge: Deltidsbrandmændene fra Store Heddinge udeblev fra årets Nytårsparole på brandstationen i Store Heddinge

Ved nytårsparolen hos beredskabet på Stevns, der foregik på brandstationen på Nørregade i Store Heddinge i sidste uge, var der ikke en eneste af Store Heddinges deltidsbrandmænd mødt op. Det skriver Stevnsbladet.

Nytårsparolen var i år for første gang for både Stevns Brandvæsen og Falck i Hårlev. Men brandmændene fra Hårlev var, sammen med beredskabets frivillige, alene om at repræsentere Stevns Kommunes brandmænd.

Beredskabet i Stevns Kommune havde færre brandslukningsopgaver i 2014 end tidligere år. Til gengæld har der været flere miljø-uheld og redningsopgaver både til søs og på landjorden. Sammenlagt var der et fald i antallet af udrykninger på 25 procent fra 201 i 2013 til 150 udrykninger i 2014. Der har desuden været en nedgang på 50 procent af de såkaldte blinde alarmer fra de automatisk brandalarmeringsanlæg hos kommunens institutioner og virksomheder.

– Det er et stort fremskridt, at de er blevet så dygtige til at håndtere egne brandalarmerings-anlæg, så de blinde alarmer er minimeret i forhold til tidligere, sagde beredskabschef Jan B. Kristiansen fra Stevns Brandvæsen i sin tale. Det skriver Dagbladet.

Kredslederen for de frivillige brandmænd i Store Heddinge, Claus Larn fortalte i øvrigt i sin tale ved nytårsparolen, at de frivillige brandmænd er pressede samt at han stopper som kredsleder, men fortsætter som frivillig brandmand.

– Vi har indtil videre sat kredsen i bero, men søger om at nedlægge den. Vi kan ikke deltage i kredsens arrangementer, når vi kun er 14 frivillige brandmænd og reelt kun syv-otte aktive tilbage, sagde den nu tidligere kredsleder ifølge Dagbladet.

Falck i Hårlev har i mange år kåret årets brandmand. Den »den gyldne hjelm« gik i år til stationens meste erfarne brandmand, Ivan Johansen der har arbejdet tæt på 40 år hos Falck.

Kommentarer