Demokrati på skemaet i tre uger: Skolevalget 2026 er skudt i gang
Skolevalg et gratis undervisningstilbud i januar til alle skoler med 8., 9. og 10. klasse. Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen, Folketinget.
Nu begynder tre intense uger på lokale skoler landet over, hvor omkring 70.000 unge mellem 13 og 17 år skal prøve kræfter med politik og demokrati og til sidst sætte deres kryds på en stemmeseddel.
Cirka 700 skoler fra 95 kommuner har tilmeldt sig Skolevalg 2026. Antallet af skoler, der er med for første gang, ligger højere end tidligere. Og i undervisningsforløbets slutspurt bliver der holdt debatarrangementer på omkring 400 skoler, hvilket er det største antal i Skolevalgets historie.
Den demokratiske samtale skal trænes
Skolevalg arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet ved Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Det går ud på at øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati.
– Det er vigtigere end nogensinde, at vi alle ruster os så godt som muligt til at deltage i den demokratiske samtale og den offentlige debat – med respekt, ordentlighed og lydhørhed. Med Skolevalg bringer vi den politiske samtale ind i elevernes hverdag og videre til den næste generation, siger Folketingets formand, Søren Gade, og uddyber:
– De skal sammen diskutere emner og problemer, som er vigtige for samfundet, og forhåbentlig erfare, at det giver mening og nytter noget, at engagere sig. Samtidig er det vigtigt, at debatterne foregår i et trygt miljø, hvor eleverne oplever, at man kan diskutere politiske emner i en god tone og med respekt for hinanden. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor tonen – ikke mindst på sociale medier – ofte er hård og uforsonlig.
Respekt for uenighed
Skolevalg afholdes hvert andet år og er et gratis undervisningsforløb på tre moduler à to lektioner, der løber over tre uger. Alle skoler med elever på 8., 9. og 10. klassetrin er inviteret til at deltage.
Eleverne arbejder med politiske mærkesager, laver nyhedsindslag og lærer om det formelle demokrati, og de kan deltage i debatter med ungdomspartierne, og afslutningsvis skal de stemme på det parti, de er mest enige med på valgdagen, den 29. januar. Valgaftenen sendes på Folketingets tv-kanal, hvor valgresultatet offentliggøres.
– Skolevalget giver elever i hele landet mulighed for at opleve demokrati i praksis. Eleverne øver sig i at være uenige på en ordentlig måde. Jeg er glad for at omkring 700 skoler er med, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Flere debatarrangementer end nogensinde før
I Skolevalgs tredje uge har skolerne mulighed for at arrangere en debat med frivillige fra de politiske ungdomsorganisationer. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) står for koordineringen mellem skolerne og de frivillige unge. Og det er skolerne selv, der står for at arrangere debatterne.
– Skolevalg er noget helt særligt, fordi det giver elever på tværs af Danmark, mulighed for selv at tage stilling, danne holdninger og tage aktiv del i demokratiet. Det kræver stort engagement fra mange unge frivillige debattører fra de politiske ungdomsorganisationer, som rejser rundt i landet, tager debatterne og møder eleverne i øjenhøjde. Det er afgørende for udviklingen af vores demokrati, at der lægges tid og kræfter i at danne demokrater til både nutiden og fremtiden, siger forperson i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Anneline Larsen.















Kommentarer