Den første naturkirkegård på Stevns
Store Heddinge: Menighedsrådet ved Sankt Katharina Kirke har besluttet at indrette en naturkirkegård.
Kirkegårdsleder Majanita Hansen har foreslået at indrette den fjernest beliggende del af Assistens Kirkegård til naturkirkegård. Det skriver Dagbladet.
Det er kirkegårdslederens ønske, at skabe et varieret tilbud af begravelsespladser på kirkegården. Tanken bag en naturkirkegård er, anlægget skal fremstå som et stykke fri natur.
Forslaget blev godkendt af menighedsrådet ved Sankt Katharina Kirke i juni. Nu skal planen bekræftes af provstiudvalget, før den kan realiseres. Derefter kan anlægsarbejdet starte. Det vil tage mellem tre og fem år før den nye naturkirkegård kan stå klar til indvielse.
– Jeg synes, at de nye træer skal have lov at vokse lidt til. Et bud kunne være tre-fem år, før vi er klar til den første begravelse, siger kirkegårdsleder Majanita Hansen til Dagbladet. Og hun fortsætter:
– Naturkirkegården kommer ikke til at tage pladser op for dem, der ønsker et mere traditionelt gravsted.
Sankt Katharina Kirke har 10-12 kistebegravelser og 40-45 urnenedsættelser hvert år.
Kommentarer