Store Heddinge

Den gamle svømmehal jævnes med jorden

Store Heddinge: Natur-, Fritids- og Kulturudvalget i Stevns Kommune anbefaler nu at den gamle svømmehal rives ned

Natur-, Fritids- og Kulturudvalget foretrækker at jævne den forhenværende svømmehal med jorden for at gøre plads til flere parkeringspladser til den nye svømmehal, i stedet for at forsøge at sælge den.

– Det er en gammel bygning, som har været udsat for meget fugt gennem årene. Den har heller ikke fået det bedre, efter at svømmehallen lukkede. Bygningen har mistet salgsværdi, og det klogeste er at rive den ned og tænke i nye baner, siger formand for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget, Mogens Haugaard Nielsen (V) til Dagbladet.

Læs også: Stevnshallerne kan ikke redde den gamle svømmehal

Stevnshallerne A/S overtog den gamle svømmehal, da den nye åbnede. De fik to år til at rejse pengene til at renovere hallen og indrette den til for eksempel aktivitetshus for lokale idrætsforeninger. Men allerede efter et par måneder opgav Stevnshallerne at samle interesse nok omkring projektet.

Det vil koste omkring 1,7 millioner kroner at rive hallen ned og cirka 1 million kroner at etablere en parkeringsplads i stedet. Økonomiudvalget vil på onsdag tage stilling til hvad de mener om hallens fremtid. Derefter skal byrådet foretage den endelige beslutning.

Kommentarer