Den gamle svømmehal skal sættes til salg
Store Heddinge: Når den nye svømmehal i Store Heddinge åbner til august skal den gamle svømmehal sælges – men ikke som svømmehal
Store Heddinge’s gamle svømmehal fra 1974 skal ophøre med at være svømmehal, så snart den nye svømmehal står færdig til august i år. Indtil da er hallen, hvis bassin er nedslidt, kun åben på dispensation.
Stevns Kommune vil nemlig på ingen måde risikere at komme til at hænge på den årlige driftsudgift på 450.000 kroner.
Så enten skal den gamle svømmehal rives ned eller også skal den sælges ”uden vandbassin”. Kommunen vil fylde bassinet op og lægge et gulv henover, hvis hallen bliver solgt. Det vil koste omkring 1,7 million kroner, eller omtrent det samme som at rive hallen ned, anslår forvaltningen.
– Vi indstiller, at bygningen sættes til salg. Så kan de mange interesserede brugere byde på den og måske skabe en god synergi med den nye svømmehal og idrætshallen overfor, siger formanden for Stevns Kommunes Natur-, Fritids- og Kulturudvalg Mogens Haugaard (V) til DAGBLADET Køge.
Kommentarer