Hårlev

Den trafikdræbte mand var fra Karise

Hårlev: Den bilist der afgik ved døden i går eftermiddags som følge af et trafikuheld på Køgevej ved Vallø By var en 51-årig mand fra Karise

Mandag den 21. januar klokken 14;52 fik politiet melding om et alvorligt færdselsuheld mellem en lastbil og en personbil på Køgevej mellem Store Tårnby og Valløby.

Læs også: Dræbt ved frontalt sammenstød med lastvogn

Politiet kørte til ulykkesstedet og foretog samtidig afspærring nord og syd for uheldsstedet, således at trafikanter måtte finde alternative ruter.

Det viste sig, at en lastbil og en personbil kørte ad Køgevej mod syd. På et tidspunkt begyndte personbilen at overhale den forankørende lastbil, men føreren af personbilen stødte under overhalingen delvist frontalt sammen med en modkørende lastbil ført af en 42-årig mand fra Fakse Ladeplads.

Ved sammenstødet skete der store materielle skader på især personbilen, hvis fører blev reddet ud og bragt livløs til skadestuen. Her kunne læger konstatere, at føreren – en 51-årig mand fra Karise – var afgået ved døden som følge af svære kvæstelser i hovedet og brystkassen.

En bilinspektør undersøgte i samarbejde med politiet ulykkesstedet nærmere.

Den 42-årige lastbilchauffør, der var ædru, slap uskadt fra uheldet, men han var stærkt chokeret.

Rutinemæssigt fik den dræbte fører af personbilen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

De pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Kommentarer