Store Heddinge

Der skal være energihus i det gamle Tinghus

Store Heddinge: 15. december 2013 skal der være indvielse i det gamle Tinghus på Nytorv i Store Heddinge

Det gamle fredede Tinghus på Nytorv i Store Heddinge skal ombygges til energihus. Det blev afsløret da godt en snes personer forleden var samlet i tinghuset for af følge en præsentation afholdt Julie Kjær-Madsen fra firmaet Loop Company, der havde visualiseret nogle af ideerne for Tinghusets fremtid.

Bag planerne står Stevns Kommune, Seas-Nve, der skal lægge el- og fibernet ind i huset, samt firmaet Villa Watt, der har specialiseret sig i energisparende foranstaltninger og demonstration af energiteknologi. De tre parter har forpligtet sig til at drive Tinghuset sammen og deles om udgifterne. Det skriver Dagbladet.

Realdania købte tinghuset i slutningen af sidste år og indgik derefter en 30-årig lejekontrakt med Stevns Kommune.

Renoveringen af huset begynder til januar, og forventes at være tilendebragt 1. december næste år. Datoen for den officielle indvielse er fastsat til den 15. december 2013 på trods af at der hverken er indhentet byggetilladelse eller accept fra Kulturstyrelsen, da Tinghuset er fredet. De endelige planer er endnu ikke konkretiserede og finansieringen er heller ikke på plads.

Kommentarer