Desperat kvinde eftersøgt i vandet ved Strøby Egede
En redningshelikopter med varmesøgende udstyr blev natten tirsdag tilkaldt til eftersøgning af en desperat kvinde.
Natten til tirsdag den 26. september klokken 04.56 fik politiet en anmeldelse fra en lokal mand om, at en bilist havde forsøgt at køre ham ned, da han befandt sig på vejen ude foran hans bopæl, på Stevnsvej i Strøby Egede
Han genkendte bilisten som værende en tidligere kvindelig bekendt, der efterfølgende kørte ind i hans indkørsel, hvor anmelderens bil blev påkørt. Herefter forsøgte anmelderen at standse kvinden og få fat i bilnøglen, medens hun bakkede bilen ind i en sten. Her lykkedes det anmelderen at få fat i bilnøglen, hvorefter kvinden flygtede til fods i retning mod stranden.
Da politiet senere kom til stedet, fandt en hundepatrulje noget tøj efterladt på stranden, men ingen spor førte væk fra tøjet langs stranden. Politiet formodede derfor, at kvinden måske ville gøre skade på sig selv og var gået ud i vandet.
En redningshelikopter med varmesøgende udstyr blev derfor tilkaldt til eftersøgning af kvinden, som blev fundet klokken cirka 06.30 ved et sommerhus på Stevnsvej i våd og nedkølet tilstand efter ophold i vandet. Hun blev med ambulance kørt til sygehuset i Køge til fornøden behandling for nedkølingen. Politiet fulgte med kvinden, der var en 52-årig kvinde fra Borup, idet hun efter afsluttet behandling skulle anholdes som mistænkt for at ville have begået vold mod anmelderen med bilen.
En bilinspektør blev tilkaldt til at lave undersøgelse af gerningsstedet og kvindens bil til en vurdering af farligheden i kvindens adfærd.
Den 52-årige er fortsat i politiets varetægt og vil snarest muligt blive afhørt til sagen.
Kommentarer