Det 4. rejsebrev fra UngStevns Skotlandstur
Stevns: Holdet fra UngStevns er netop vendt hjem efter en fantastisk 11 dages tur i Skotland.
På hjemturen besøgte holdet Roslyn Chapel, som ligger ca 20 km syd for Edinburgh. Denne kirke blev verdensberømt i forbindelse med udgivelsen/filmatiseringen af Dan Browns bog ”Da Vinci mysteriet”. Det er ifølge bogen, på dette sted at man huser ”den hellige gral”.
Før bogen kom, havde kirken rent turistmæssigt levet med et ganske beskedent antal tusinde besøgende per år. Da bogen udkom steg dette tal til cirka 35.000. Da filmen kom steg tallet yderligere til hele 176.000 besøgende per år. Der er ikke noget at sige til at man sender Dan Brown en venlig tanke i ny og næ…
Gæsterne i kirken fik et fremragende foredrag af cirka 20 minutters varighed, hvor kirkens historie blev fortalt. Herefter var der mulighed for at studere de mange spændende detaljer i den gamle kirke (grundlagt i 1300 tallet). Absolut et besøg værd.
Efter dette historisk/kulturelle input gik turen til Newcastle, hvor holdet påmønstrede DFDS færgen, som i løbet af natten sejlede os til Amsterdam. Det var begyndt at blæse kraftigt, så holdet fik sig en rigtig gyngetur. Fra Amsterdam gik turen gennem det nordvestlige Tyskland.
Ved færgen i Puttgarden var der totalt kaos i overfarten, da der var store forsinkelser grundet det blæsende vejr. Det lykkedes dog at komme ombord og få tilbagelagt den sidste del af turen i god ro og orden.
Holdet nåede til Stevns onsdag den 8. juli klokken cirka 22. Alle var enige om at det havde været en særdeles fin tur hvor store oplevelser og godt kammeratskab gik hånd i hånd på fremragende vis.
Kommentarer