Det kan tage uger at fastslå brandsårsag
Hårlev: Det er slet ikke sikkert at brandteknikerne kan fastslå årsagen til den voldsomme brand på Expladan natten til søndag
Allerede mandag var brandteknikere på besøg på brandtomten på genbrugsfabrikken Expladan i Hårlev, der laver plastik om til granulat. Der er ingen tvivl om, i hvilken del af bygningen branden er opstået og umiddelbart mener både politi og brandvæsen, at ilden var opstået i en produktionsmaskine.
Læs også: Medarbejderne fik forlænget påskeferien efter branden
– De folk, der var derude i går (mandag red.), brugte tiden på at danne sig et overblik over stedet og se på, hvor mange der skal ud at kigge på stedet, før brandårsagen kan findes. Ifølge efterforskningslederen bliver det en langvarig affære, og det betyder formentligt, at der kan gå 14 dage, før det er muligt at sige noget om, hvorfor der opstod brand, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.
Han tilføjer at det ikke er 100 procent sikkert, at brandårsagen bliver fundet.
– Det kommer an på, hvor udbrændte og smeltede tingene er, siger Martin Bjerregaard til TV2 ØST.
Kommentarer