- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Erhvervstræf ’19 inspirerer til nye erhvervsmuligheder
Afholdes 13. marts 2019Kl.17:30 - 21:30
Begivenhed Navigation

Under temaet ”Grib erhvervsmulighederne!” byder træffet på to spændende indlæg med rødder i Klitmøller og Mount Everest.
Stevns’ Erhvervstræf er årets helt store arrangement for kommunens erhvervsliv, hvor erhvervsdrivende og erhvervsinteresserede har mulighed for at drøfte erhvervsudviklingen med kommunens politikere.
‘Erhvervstræffet er et fælles forum, hvor kommunen og erhvervslivet i fællesskab kan drøfte og hente ny inspiration til Stevns’ erhvervsudvikling, og vi er rigtig glade for de inputs, vi får fra erhvervslivet i den anledning’, fortæller formanden for Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme, Mikkel Lundemann Rasmussen.
I år er temaet for Erhvervstræffet inspireret af de mange forandringer, som finder sted i og omkring Stevns med flere tilflyttere, flere turister og som nabo til regionens store vækstcenter i Køge.
– Den udvikling, som Stevns gennemgår, kommer uden tvivl til at skabe nogle muligheder for vores lokale erhvervsliv. Når det nye besøgscenter i Boesdal åbner, kommer det til at skabe nogle muligheder for turismebranchen. Derfor har vi i år valgt nogle spændende indlægsholdere, som hver især inspirerer til at udnytte de erhvervsmuligheder, fortæller erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd.
Inspirationen kommer bl.a. fra Klitmøller, der blev opdaget som et godt sted at surfe i 80’erne og siden har formået at udnytte surfernes forkærlighed for stedets gode bølger til at skabe vækst, turisme, bosætning og uddannelse. Aftenens ene oplægsholder, Finn Jorsal har fulgt udviklingen på tætteste hold og vil bl.a. fortælle om, hvordan det lokale erhvervsliv har grebet de muligheder, som udviklingen har skabt.
På Erhvervstræffet kan erhvervslivet samtidig se frem til en mental øjenåbner fra den anerkendte foredragsholder Lene Gammelgaard, som fortæller om en række metoder, der gør den enkelte bedre i stand til at gribe nye muligheder. Metoderne har hun bl.a. udviklet på baggrund af en dramatisk bestigning af Mount Everest og den nyeste neuroforskning.
Erhvervspriser og -politik
Et festligt højdepunkt til Erhvervstræffet bliver, når Stevns Erhvervsråd og Stevns Kommune i fællesskab hylder erhvervslivet og uddeler priserne som Årets Iværksætter og Årets Virksomhed. I år hylder de også de virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar, når de for første gang uddeler Årets CSR-pris.
På sidste års Erhvervstræf delte deltagerne deres inputs og idéer til kommunens nye erhvervspolitik, som dengang var i støbeskeen. I år kan deltagerne blive klogere på erhvervspolitikken, som trådte i kraft ved årsskiftet.
– Vi glæder os til at præsentere vores nye erhvervspolitik på Erhvervstræffet, for det er en politik, som i høj grad bærer de erhvervsdrivendes egne fingeraftryk og som rummer ambitiøse indsatser inden for iværksætteri og vores service over for erhvervslivet, fortæller Mikkel Lundemann Rasmussen.
Under Erhvervstræffet er der gode muligheder for at få en snak med Mikkel Lundemann Rasmussen og hans kollegaer fra byrådet og forvaltningen, som møder talstærkt op til Erhvervstræffet.
Alle erhvervsdrivende og erhvervsinteresserede er velkomne til at deltage i Erhvervstræffet, som foregår den 13. marts kl. 17.30-21.30 på Restaurant Harmonien i Rødvig og er med spisning. Det er gratis at deltage, og man tilmelder sig på Billetto eller via mail til Signe Kjærbølling.
Nominerede til Årets Erhvervspriser
Årets Virksomhed:
Adamsen A/S
De Forenede Dampvaskerier Store Heddinge
Gymnastikefterskolen Stevns
Årets Iværksætter:
Fit & Sund Stevns
Renthjem.NU
The Norrmans
Årets CSR-pris:
Adamsen A/S
Din Tøjmand Store Heddinge
Landmand Bo Drews Henriksen













