- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Fredfyldt gourmetvandring langs Stevns Klint
Afholdes 12. september 2020Kl.10:30 - 16:00
Begivenhed Navigation
Denne vandretur er for livsnydere, der ønsker appetitten stillet med stevnske specialiteter og delikatesser serveret i storslået natur med panoramaudsigt til klint, hav og himmel!
Blot en 1 times kørsel fra København ligger den lille, hyggelige fiskerby Rødvig. Her starter vores ca. 7 km gourmetvandring.
På havnen vil din guide, Anne Rosell Holt, give dig en varm velkomst og introducere dig til skønne Stevns, mens du nyder den første smagsoplevelse.
Herefter vandrer vi ad den fredfyldte Stevns Klint trampesti. Der er fantastiske udsigter til klintens bratte skrænter og over Østersøen.
I Boesdal Kalkbrud har den passionerede kok Jens Hansen fremtryllet en fantastisk frokost baseret på dagsfriske råvarer fra stevnske producenter. Jens arbejder intuitivt og kreativt med sæsonens råvarer, hvorfor frokosten vil variere fra tur til tur.
Vi går videre henover det underjordiske Stevnsfort, som under Den kolde Krig skulle forsvare frontlinjen mellem Øst og Vest. Efter Anne har givet dig en levende fortælling om fortet går turen videre i stilhed en times tid. Når du forkæler dig selv med ro og nærvær med naturen, kan du opleve en helt særlig fredfyldthed indfinde sig i kroppen og hovedet.
Næste store oplevelse venter i Højerup. Stevns Klint er udpeget af UNESCO til Verdensarv på linje med fx Great Barrier Reef og Pyramiderne. Titlen som Verdensarv skyldes, at et tyndt lag af fiskeler i klinten fortæller historien om, hvordan en asteroide for 66 millioner år siden ramte jorden og udslettede dinosaurerne og meget andet liv. Flere dramaer har dog udspillet sig på dette sted, hvilket den halvt nedstyrtede Gl. Højerup kirke vidner om.
Mens Anne gør dig klogere på fiskeler, kirken og vikingen Stævn smager du gudernes visdomsdrik: Mjød.
Vandreturen ender med panoramaudsigt over Stevns og Øresund fra toppen af Stevns Fyr samt en sød afslutning.
Læs flere detaljer om værterne og turen på www.klintetours.dk – og køb din billet her.