Debat og politik

DET STEVNSKE DRIKKEVAND ER UNDER PRES

Af Line Krogh Lay, Radikale

Medlem af Kommunalbestyrelsen, Stevns Kommune

Debatten om grundvandet fylder i Stevns – og med god grund. Vores drikkevand er under pres, og vi handler for langsomt. Stevns er en landbrugskommune, hvor omkring 70 procent af arealet dyrkes intensivt. Det sætter vores grundvand under et stærkere pres end mange andre steder i landet.

De nyeste tal fra GEUS viser, at der i 2024 blev fundet pesticidrester i 55,7% af de analyserede drikkevandsboringer i Danmark, og i 14,1% var fundene over grænseværdien. Men situationen i Stevns ser ud til at være endnu mere alvorlig. En opgørelse baseret på data fra GEUS viser, at der i perioden 2020-2025 blev analyseret 39 aktive boringer i kommunen – og i 27 af dem blev der fundet pesticidrester. Det svarer til cirka 69%. Syv boringer – næsten 18% – havde fund over grænseværdien.

Det arbejde, der foregår omkring de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), er nødvendigt. Men BNBO fylder kun ganske lidt i landskabet. Hvis vi reelt skal beskytte vores drikkevand, skal vi se på hele de drikkevandsoplande, hvor regnvandet siver ned og bliver til det grundvand, vi tapper op. Når først et grundvandsmagasin er forurenet, kan det næsten ikke renses tilbage til drikkevandskvalitet.

Derfor er vi nødt til at tage fat på de sårbare arealer. Det betyder mere skovrejsning, ekstensiv drift med græsning og etablering af natur- og grundvandsparker dér, hvor vores drikkevand bliver dannet. Det vil ikke kun beskytte drikkevandet, men også styrke biodiversitet og natur i en kommune, hvor vi i forvejen er presset på begge dele.

Den Grønne Trepart bringer kun meget begrænsede arealer i spil i Stevns – og uden megen fokus på drikkevandet. Vi kan ikke læne os tilbage og vente på, at alt bliver løst nationalt. Vi må både presse Christiansborg for bedre værktøjer og samtidig begynde arbejdet her hos os selv.

I Radikale Venstre har vi en konkret plan for søer, vådområder og grundvandsparker. Men planer gør ingen forskel uden politisk mod – både lokalt og nationalt – hvis vi også i fremtiden skal kunne tappe rent drikkevand direkte fra hanen.

Vi skylder kommende generationer at handle, før skaden er sket.

Kommentarer