Det summer af liv
Generalforsamling med tilbageblik på året der er gået og drøftelser af det der kommer.
Generalforsamling i Verdensarv Stevns
Torsdag den 26. april slog Verdensarv Stevns dørene op til generalforsamling i Tinghuset, hvor de fremmødte blev opdateret på det forgangne år og var med i snakken om planerne for året der kommer.
Generalforsamlingen var den første for Verdensarv Stevns’ nye bestyrelse, som tiltrådte ved årsskiftet. Den nye formand, Anette Mortensen bød velkommen og fremlagde sin beretning for 2017.
Det blev det fremhævet hvordan de forskellige initiativer som Lokal Referencegruppe, Geologisk Referencegruppe, Verdensarvens venner og partnerprogrammet for Verdensarv Stevns er med til at bidrage positivt til medejerskabsfølelsen i lokalsamfundet.
– Alle disse formelle og uformelle grupper er en mulighed for alle dem der vil og har lyst til at være med i verdensarvsarbejdet, til gavn for både verdensarven, for erhvervslivet og for hele Stevns. Jeg synes det er fantastisk at partnerskabet også har fået så meget fart på. Den her gejst og ildhu der er, smitter af alle andre steder, sagde Anette Mortensen.
En af de fremmødte, May-Britt Diechmann, foreslog et endnu bredere samarbejde med skolerne i formidlingen af verdensarven og Stevns’ historie. Det var der positiv stemning for.
– Jeg mener slet ikke man kan være barn i Stevns uden at kende sin historie og fortællingen om verdensarven, slog bestyrelsesformanden og borgmesteren fast.
Referatet fra generalforsamlingen vil snart være tilgængeligt på www.stevnsklint.org
Kommentarer