DI Sydsjælland: Virksomheder mangler faglært arbejdskraft
DI Sydsjællands nye formand melder ud at der ingen faglært arbejdskraft er at få på det sydlige Sjælland og at det vil skabe problemer de kommende år.
Det kniber med at tiltrække faglært arbejdskraft både i Faxe, Stevns, Vordingborg og Næstved Kommuner. Det viser nye tal fra Dansk Industri.
Mange af de lokale erhvervsvirksomheder på Sydsjælland har flere ansatte i det ældre alderssegment end i resten af landet. Det kommer derfor til at gå hårdt ude over dem, når der ingen faglært arbejdskraft vil være at få de kommende år.
– Det er ikke usædvanligt i virksomheder på Sydsjælland, at man har den skæve aldersfordeling, så det at tiltrække unge medarbejdere, det er en kæmpe udfordring og noget, vi skal arbejde kraftigt på, fortæller Klaus Rønholt, der er nyvalgt formand hos DI Sydsjælland og produktionsdirektør i Faxe Kalk.
Læs også: Ny formand for Dansk Industri Sydsjælland
Ifølge DI har hver tredje virksomhed på Sjælland forgæves forsøgt at rekruttere faglærte medarbejdere.
– Det betyder jo, at virksomhederne flytter hen, hvor arbejdskraften er tilgængelig, derfor er det meget vigtigt, at vi får fundet ud af hvordan vi løser den her opgave sammen, lyder det fra borgmester i Stevns Kommune, Mogens Haugaard Nielsen (Nyt Stevns) til TV Øst.
Kan særlige kollegier løse problemet?
I næste uge har Vordingborg Kommune har et møde med de almene boligselskaber. Her vil man blandt andet drøfte tanken om at oprette et særligt kollegie målrettet de unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse.
Dansk Industri er åben overfor om målrettede kollegier kunne være en del af løsningen.
– På en eller anden måde skal vi have skabt et miljø, hvor de unge føler, det er interessant at arbejde i virksomheden, vi skal blive meget bedre til at sælge vores virksomheder overfor de unge, siger Klaus Rønholt, formand, DI Sydsjælland.
Kommentarer