Samfund

Diabetesforeningen søger lokale indsamlere

Diabetesforeningens lokalafdeling i Stevns Kommune søger frivillige indsamlere til landsindsamlingen.

Søndag den 11. juni samler Diabetesforeningen ind til fordel for de mange børn og unge med diabetes.

Over 30.000 danskere har type-1 diabetes, og de fleste får sygdommen som barn eller teenager. Det er en sygdom, som kræver opmærksomhed døgnet rundt. Blodsukkermålinger og insulinindsprøjtninger er med til at holde styr på type 1-diabetes, men det kan godt give anledning til en del bekymringer hos forældre til børn med sygdommen.

Landsindsamlingens overskud er med til at sikre, at Diabetesforeningen kan afholde børne- og familiekurser, hvor familierne kan lære mere om, hvordan man lever med diabetes og møde andre familier med lignende udfordringer – samt til rådgivning, oplysning og støtte til forskning. Særligt møderne med andre, der har type 1-diabetes, bliver værdsat af både børn og voksne.

Både privatpersoner og lokale foreninger, klubber og skoleklasser kan samle ind. Når man melder sig som indsamler, kan man samtidig vælge sin rute og få indsamlingsbøtten sendt direkte til egen postkasse.

Bøtten afleveres i lokalforeningen den 11. juni – umiddelbart efter indsamlingen.

Bliv indsamler

Man kan tilmelde sig på diabetes.dk/landsindsamling, på telefon 63 12 90 14 eller direkte hos Axel Karlshøj-Jensen der er koordinator for Diabetesforeningens indsamling i Stevns kommune, på telefon 2175 2541 eller e-mail stevns@diabetes.dk.

Støt med mobiltelefonen

Man kan allerede nu give et bidrag ved at overføre et givent beløb via MobilePay på 1122

Man kan også sende en sms til 1231 med teksten: SBD50, SBD100 eller SBD150 for at donere enten 50 kr., 100 kr. eller 150 kr. – donationen tillægges almindelig SMS-takst.

Kommentarer