Direktør for Udviklingsgruppen Stevns Klint stopper
Stevns Klint: Tove Damholt stopper som direktør for Udviklingsgruppen Stevns Klint ved udgangen af oktober.
Tove Damholt har været udlånt fra Østsjællands Museum til Udviklingsgruppen Stevns Klint med 15 timer om ugen i to år. Men med udgangen af oktober stopper hun.
Arbejdet med forvaltning af verdensarven er nu sat på skinner i Udviklingsgruppen Stevns Klint, og site manager Naja Haberman er godt klædt på til at varetage disse opgaver. Overdragelsen af viden fra ansøgningsarbejdet til den daglige drift er lykkedes, og nu er det tid for Tove Damholt til at fokusere på museets opgaver med formidling.
Direktørens afgang ændrer således ikke ved, at verdensarvsarbejdet kører videre som planlagt i Udviklingsgruppen Stevns Klint og Tove Damholt er som direktør for Østsjællands Museum, der er ansvarlig myndighed for formidlingen af verdenarv og verdensarvshistorien, fortsat dybt involveret i verdensarvsarbejdet. Tove Damholt får nu mulighed for at fokusere mere på formidlingen.
– Jeg synes, det er det helt rigtige tidspunkt at stoppe på. Museet stillede min tid til rådighed for at sikre, at den viden, jeg havde om forvaltningen af verdensarv, blev inddraget i det videre arbejde – og det er sket nu, hvor opgaverne ligger trygt forankret hos site manager Naja Habermann, udtaler Tove Damholt og fortsætter:
– Jeg glæder mig utroligt meget til at få mere tid på museet, til museets mange opgaver og ikke mindst til museets dedikerede medarbejdere. Det har været en spændende og også udfordrende tid i Udviklingsgruppen Stevns Klint, men heldigvis er det her jo slet ikke et farvel til verdensarv – måske næsten tværtimod. Nu vil der blive bedre mulighed for at fokusere på museets opgaver med at varetage formidlingen af verdensarvshistorien.
Bestyrelsesformanden for Udviklingsgruppen Stevns Klint takker museets bestyrelse for at stille Tove til rådighed og retter også en anerkendende tak til Tove Damholt for et meget stort og dedikeret arbejde de sidste to år, hvor Tove har arbejdet for Udviklingsgruppen Stevns Klint.
– Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Tove Damholt omkring Udviklingsgruppen Stevns Klint. Det har været værdifuldt for arbejdet, at Tove har villet løfte denne opgave, men jeg forstår prioriteringen og støtter fuldt ud beslutningen. Nu glæder jeg mig til at fortsætte samarbejdet, med Tove, der som direktør for Østsjællands Museum har ansvar for verdensarvsformidlingen, udtaler bestyrelsesformand Mogens Haugaard Nielsen
Fakta
Udviklingsgruppen Stevns Klint blev etableret d. 3. september 2013 med det formål at udgøre et forum for drøftelse og udvikling af opgaver vedrørende Stevns Klint som UNESCO verdensarv. I organisationen er ansat site manager Naja Habermann.
Udviklingsgruppens bestyrelse har tre medlemmer, som er udpeget af hhv. Stevns Kommune, Stevns Turistforening og Østsjællands Museum. Formand er borgmester Mogens Haugaard.
Kommentarer