DM i bilorienteringsløb i Faxe og på Stevns

Rødvig: Stevns Motorklub og Sydsjællands Automobilklub byder velkommen til Hold DM og SM løb i bilorientering der afvikles i Faxe og på Stevns lørdag den 15. september
Stevns Motorklub og Sydsjællands Automobilklub Vordingborg arrangerer i fællesskab Hold DM/SM Faxe Kondi og Sparekassen Sjælland-løbet, lørdag den 15. september. Løbet er Danmarksmesterskab for hold i bilorientering og samtidig 4. afdeling af Sjællandsmesterskabet.
Bilorienteringsløbet går i den kønne natur år fra Faxe til Stevns. Deltagerne vil få nogle ture gennem nogle små skove, måske også visse steder med kalkunderlag. Løbsledelsen har været heldige at få flere tilladelser, hvor der garanteret ikke har været kørt orienterings-løb før. De har fået mange gode tilladelser på rigtig flotte veje, og samtidig lovet lodsejerne, at der vil blive kørt pænt overalt.
Selv om løbet tæller med i DM er, det tilrettelagt så det samtidigt er den rigtige måde at begynde på for den der kan lide konkurrence i bil, men ikke rigtig race. Ledelsen har prøvet at lave løbet så ”nemt” som muligt, men der skal nok blive strafpoint til alle alligevel.
Alle biler under 3500 kg kan bruges. Det eneste udstyr der er nødvendigt er kuglepen, lineal og måske en plade til køreordren. I bilorientering skal deltagerne følge en forudbestemt rute ved hjælp af kort og en udleveret rutebeskrivelse.
Det gælder om at finde vej i terrænet. Man kører to i bilen – kører og observatør For at kontrollere, at deltagerne følger den rigtige rute med den angivne gennemsnitshastighed, er der på ruten opstillet forskellige former for kontrolsteder. Der køres på hele Stevns, og på alle veje i hele kalkbruddet.
For Hold-DM gælder det om at have en god orienterings-løbsdag og socialt samvær i forbindelse med præmieoverrækkelsen,
Man tilmelder sig skriftligt senest den 9. september 2012. Eller via www.Osport.dk.
Løbets sekratariat styres af Ebbe Jensen, Bavnehøjen 16, 4690 Haslev, telefon 60623887. E-mail: ebbejensen@haslevnet.dk. Læs mere her
Ruten
Løbet starter ved Sparekassen Sjælland, Torvegade 1, 4640 Faxe klokken 13.00.
Ruten går forbi Faxe Bryggeri, hvor man kan se bilerne på den gamle Fadølfestivalplads mellem klokken 14 og 15.30.
Ruten går videre via Faxe Kalkbrud, Brandskov, Faurby, Vemmetofte skovene samt Vemmetofte avlsgård. Derefter til Lille Torøje, Lund, Karlshøj og Højstrup. Sidste etape køres i Boesdals kalkbrud ved Rødvig.
Målet ligger ved Stevns Motorklub’s klubhus i Boesdal Kalkbrud, Boesdalvej 14a, 4673 Rødvig, hvor der også holdes afslutning med præmieuddeling i Stevns Motorklubs klubhus.
Løbet er tællende til Hold DM 2012 og SM 4, så resultatliste underskrives på løbsaftenen og Hold DM pokaler uddeles.
Kommentarer