Store Heddinge

DMI har udsendt stormvarsel for hele landet

storm

Stevns Kommune: DMI har i dag ved middagstid udsendt et såkaldt orange varsel om storm for hele Danmark

Danmarks Meteorologiske Institut varsler nu om at hele Danmark torsdag rammes af storm eller stærk storm, begyndende med vindstød på 23 til 28 meter i sekundet først fra sydvest. Senere drejer vinden over i nordvest med særdeles kraftige vindstød af orkanstyrke på fra 35 til 40 meter per sekund eller over 140 kilometer i timen. Orkaner begynder ved 120 km/t.

Stormen går i land på den jyske vestkyst ved middagstid og breder sig i løbet af eftermiddagen og aftenen til resten af landet. Stormvejret forventes at aftage i løbet af natten til fredag, først i den vestlige del af landet.

DMI varsler samtidigt om forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst. I Vadehavet forventes højvandet fredag eftermiddag at nå mellem 3,5 og 4,0 meter over daglig vandstand.

Orange varsel: Potentielt farlige og usædvanlige vejrforhold forventes. Vær meget opmærksom og hold Dem orienteret om vejrforholdene.

Kilde: dmi.dk

TV2 Vejret skriver at stormen vil ramme landet i flere omgange. I første omgang forventer de fuld storm langs den jyske vestkyst allerede fra sidst på formiddagen. Derefter forventes det at vinden løjer lidt af og at regnen slår over i slud- og snebyger. I næste omgang kommer der stærk storm med særdeles kraftige vindstød – fra nordvest, der breder sig over hele landet i løbet af aftenen og bliver ved det meste af natten.

TV2 Vejret skriver også at stormen kan give stormflod – først langs Jyllands vestkyst og senere i den sydlige del af Kattegat, bælterne og Øresund.

Som noget helt nyt bliver stormene over Danmark i 2013 navngivet. Oktober stormen fik navnet Allan af Klima-, energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard, der har givet DMI opgaven med at navngive alle fremtidige danske storme.

Som den næste i rækken, har torsdagens varslede storm fået navnet: Bodil.

Fra torsdag formiddag til fredag middag kan uvejret forårsage aflyste færger og lukkede broer, samt give glatte veje.

Bornholmerfærgen har som de første allerede aflyst flere afgange. De drejer sig om fire afgange mellem Ystad og Rønne torsdag eftermiddag og aften.

Stormen Allan der hærgede Danmark i to til tre timer den 28. oktober, kostede mere end 3 milliarder kroner i skadesudbetalinger.

Stormen Bodil, der forventes at ramme den jyske vestkyst med orkanagtig styrke ved middagstid i morgen forventes at hærge fra et halvt døgn til mellem 18 og 24 timer.

Læs Beredskabsstyrelsens gode råd om storme her

Kommentarer