Store Heddinge

Donation til Café Stevnens Venner fra Nordea

cafe_stevnen

Store Heddinge: Det var med stor glæde, at Café Stevnens Venner tirsdag modtog en donation fra Nordea Fonden på 6.000 kroner til værktøj.

Tirsdag den 5. maj modtog Café Stevnens Venner en donation fra Nordea Fonden på 6.000 kroner til værktøj.

Café Stevnen har et værksted, hvor ”gasterne” arbejder. Det er ingen hemmelighed, at det især for mange mænd er svært at søge fællesskaber, når man i forvejen er i en trængt situation psykisk eller fysisk. Kvinder har nemmere med det der med en kaffestund og strikketøj. Men i Café Stevnen har gruppen af ”Gaster” opbygget et fællesskab, hvor også det at reparere på det gamle hus og arbejde i haven betyder noget, og arbejdet tænkes udvidet med cykelværksted.

Sammenholdet i mandeholdet er stærkt. Det er en gevinst både for caféen og brugerne på Algade 33. Derfor blev der søgt om hjælp fra Nordea Fonden, som nu bidrager med de 6.000 kroner, så der kan indkøbes værktøj til værkstedet, hvor brugere og frivillige tilbringer mange timer. Hidtil har værkstedet været henvist til at låne værktøj fra blandt andet de frivillige, der gør en indsats i caféen.

Café Stevnen holder til i det gamle bageri, en bygning fra det forrige århundrede. Gamle bygninger trænger altid til en kærlig hånd og gasterne har udviklet sig til at være rygraden i vedligeholdelse af Café Stevnen.

Caféen besøges af omkring 40 personer hver dag, der er tilknyttet 30 frivillige og der opstår hele tiden nye projekter, som brugerne og de frivillige selv tager initiativet til.

Formanden for Café Stevnens Venner Jette Balslev og daglig leder Niels Meisner takkede for donationen. Overrækkelsen af de 6.000 kroner foregik ved filialdirektør Anette Corfitzen fra Nordea i Store Heddinge.

Anette fik præsenteret lokalerne og hele konceptet for værestedet og en god kop kaffe.

–          Jeg er meget glad for nu at have lært Café Stevnen at kende, sluttede Anette Corfitzen mødet med at sige.

Foto: fra venstre:

Formand for café Stevnens Venner Jette Balslev, Rikke Ackermann, Per Bjarne Jensen, Lene Ibsen, filialdirektør i Nordea Anette Corfitzen, Susan Kristensen, Stefan Christoffersen, Henrik Ibsen, Niels Meisner og Georg Schneider.

Kommentarer