Drabstiltalts kæreste afgav forklaring mandag
Lyderslev: Kæresten til den 28-årige drabstiltalte tømrer RLE afgav mandag vidneforklaring i retten i Roskilde
Den 28-årige drabstiltalte tømrer RLE’s kæreste HH blev mandag formiddag afhørt af både anklager og forsvarere i retssagen om drabet på Anders Mark Hansen.
HH havde kun været kæreste med RLE i seks måneder, da han blev anholdt og sigtet for drabet på den 22-årige mekaniker fra Lyderslev. De to er fortsat kærester, trods RLE’s ti måneders varetægtsfængsling.
RLE kom hjem ved 17.30-18.00-tiden på drabsdagen, fredag den 2. marts. Kæresten mærkede intet anderledes, de gik i biografen som aftalt.
– Overhovedet ikke, han er normal og afslappet, siger hun ifølge bt.dk og ryster på hovedet.
Men da hun bliver spurgt om hvornår hun første gang mærkede en forandring, bliver hun overvældet af følelser.
– Første gang, jeg mærker noget, er da vi går inde i Metro, og vi bliver ringet op og får at vide, at TT var anholdt. Jeg har jo nok læst om det i avisen, men det er ikke noget, jeg havde tænkt over, siger hun med gråden siddende helt oppe i halsen.
– Jeg kan se, at RLE begynder ryste på hænderne, og jeg er nu klar over, at noget er ravende galt, forklarede hun i retten. Det skriver Sjællandske.
HH troede, at der blot vil gå nogle dage, da RLE også blev anholdt.
– Jeg tænker, at de bare lige skal finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, og så kommer han ud igen, sagde hun. Det skriver Sjællandske
– Jeg ville ikke tro, at han nogensinde kunne have gjort det her. Han kan ikke engang finde ud af at svare mig igen. Det er mig, der står og fægter, når vi skændes, siger hun, opløst i tårer.
Der forventes afsagt dom i sagen mandag den 4. februar.
Kommentarer