Dræbt mekaniker havde forbindelse til Bandidos
Den dræbte mekaniker Anders Mark Hansen fra Lyderslev havde kontakt til kendte Bandidos-rockere og personer med tætte relationer til rockergruppen. Det siger en tidligere landbetjent.
Den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen fra Lyderslev, blev fredag den 2. marts 2012 mishandlet og kørt i sin bil ind i Fælleskoven ved Rødvig, hvor han blev kvalt og bundet til bilens trækkrog med sin livrem.
Både politi og anklager afviste dengang, at Anders Mark Hansen havde rockerrelationer, på trods af at politiet i løbet af de første dage efter drabet fik flere tips om, at den unge, vellidte og udadvendte mekaniker havde forbindelser til både Bandidos og Hells Angels. Det fremgår af rapporter som findes i sagens akter.
Men rockersporene blev aldrig efterforsket af politiet, Heller ikke anklagemyndigheden, mente at der kunne være en forbindelse mellem drabet og rockermiljøet.
Dømt for jalousidrab
De mange rocker-tips blev nemlig lagt på hylden da politiet den 8. marts 2012, fem dage efter fundet af den dræbte, fik et tip fra en kvinde, der kunne fortælle at den sygemeldte fængselsbetjent Thorsten Thomsen kunne være gerningsmanden. Hun fortalte at Anders Mark Hansen, som kendte Thomsen flygtigt, havde sendt syv sms’er til Thomsens kæreste. Hun fortalte også at Thorsten Thomsen havde et voldsomt temperament.
Han blev sigtet for drabet og den 29. oktober 2013 idømte Østre Landsret den dengang 34-årige Thorsten Grønlund Thomsen 14 års fængsel for drabet.
Men i februar 2017 stod et nyt anonymt vidne frem og fortalte, at drabet på Anders Mark Hansen kan være begået af fire personer med tilknytning til det sydsjællandske rocker- og bandemiljø.
Læs også: Nyt vidne: Fællesskov-drabet var en hævnaktion
Anders havde forbindelse til Bandidos
Nu skriver Politiken at en tidligere landbetjent fra området, politiassistent Morten Billstrøm har bekræftet, at Anders Mark Hansen havde rockerrelationer. I kraft af sin position som landbetjent i Store Heddinge i syv år frem til 2013, havde Morten Billstrøm opnået et godt kendskab til den lokale afdeling af rockergruppen Bandidos, der dengang var og er stadig er enerådende på Stevns, samt personkredsen omkring den dræbte.
Morten Billstrøm er sikker på, at Anders Mark Hansen havde kontakt til både kendte Bandidosrockere og personer med tætte relationer til rockergruppen.
Blandt andet kendte Anders Mark Hansen en ledende Bandidos-rocker, der stod for at inddrive gæld. Det fremgår af drabssagens akter at Anders Mark Hansen skulle have været en slags bodyguard for ham, samt ved flere lejligheder havde været oppe at slås med ham. Det skriver Politiken.
Den tidligere landbetjents oplysninger stemmer overens med flere af de tips, som politiet fik i 2012. Et af dem var at Anders Mark Hansen havde været til fest i et Bandidos-klubhus. Et andet politiet havde stoppet og fotograferet ham i hans bil med to Bandidos-rockere som passagerer. Politiet fik dengang også et tip om, at den dræbte stod over for at blive optaget i Bandidos.
Den 22-årige mekaniker var kæreste med en polsk pige og et af de mange tip politiet fik handlede om at han kan have forsøgt at hjælpe sin kæreste, med noget gæld til nogle kriminelle landsmænd. Et andet tip gik på at dræbte altid havde mange penge og at han kom en del i Polen og måske havde narko med tilbage.
Andre tip gik på at Anders Mark Hansen var nær ven med én som var tilknyttet HA’s tæskehold, AK 81. Endelig fremgik det af andre tips at den dræbte kom på Christiania og kendte pusherne der.
Anders Mark Hansens lig blev i øvrigt fundet af en meget nær ven, som ifølge Morten Billstrøm også var involveret med Bandidos.
Kommentarer