Hårlev

Dramatisk biljagt igennem stisystem

blaa_blink

Hårlev: Politiet jagtede fredag eftermiddag en biltyv på stisystemet der forbinder børnehave, skole, og fritidsklub i Hårlev

Fredag den 21. marts klokken 15.20 ville politiet stoppe en stjålet bil i Faxe, men det lykkedes først efter mere end 20 minutters dramatisk biljagt, rundt i Faxe, Faxe Ladeplads, Karise og Hårlev, inden biljagten som foregik i meget høje hastigheder, sluttede i Karise.

Undervejs foregik den dramatiske biljagt, blandt andet på et stisystem i Hårlev, der forbinder børnehave, hal, skole og fritidsklub.

– Jeg stod på mit værelse, da jeg hører en masse støj. Jeg kigger så ud af vinduet og ser en sølvgrå Ford komme susende for fuld drøn med politiet lige i hælene. De har nok mindst kørt 80 kilometer i timen, siger den 18-årige Cilla Marie Christiansen til mx.dk. Og hun fortsætter:

– Der er altid børn på det tidspunkt af dagen. Min lillebror måtte kaste sig indtil siden, og hvis vi ikke havde hentet min lillesøster, så havde hun gået lige præcis der. Jeg tror ikke, at det er alle børn, som har fantasi til bare at kaste sig ind til siden.

Cilla Marie Christiansen har klaget til politiet, men de vil ikke kommentere en konkret sag.

Læs også: Politiet efterlyser vidner til dramatisk biljagt

– Vi skal selvfølgelig altid udøve hensyn efter forholdene, når vi kører udrykning. Nu kender jeg ikke forholdene, men jeg vil da tro, at patruljen har gjort det, siger leder Niels Sørensen til mx.dk.

Politiet må godt tilsidesætte færdselsregler, som at køre overfor rødt lys, når de kører udrykning, men samtidigt må de ikke udsætte andre for fare.

– Hvis man kører forbi en børnehave, skal man selvfølgelig have det i baghovedet. Det kan jo sagtens være tilfældet, at der ikke har været så mange mennesker, og så er det på sin plads. Men hvis f.eks. forældrene henter deres børn på tidspunktet, så er det jo ikke i orden, afslutter Niels Sørensen ifølge mx.dk.

Kommentarer