Boestofte

Du kan stadig nå at komme med til ’Sommer i Tyrol’

Så er det fototid, og fabrikant Wilhelm Møller spillet af Allan Thønning og hans datter Annelise spillet af Louise Boie Tange stiller gladeligt op til fotografering for professor Hinzelmann spillet af Ib Hansen.

Premieren på Stevns Friluftsscenes årlige sommerforestilling er veloverstået, og publikum har udtrykt stor begejstring og glæde.

Efter endnu en forrygende forestilling med dejligt sommervejr søndag den 25. juni er Friluftsscenen nu klar med de sidste fire opførsler, og du kan derfor stadig nå at komme med til ’Sommer i Tyrol’.

Forestillingen spiller igen tirsdag den 27. juni klokken 19:30, onsdag den 28. klokken 19:30 og fredag den 30. klokken 19:30 på Amfiteateret ved Gymnastikefterskolen Stevns, Boestoftevej 54A, 4660 Store Heddinge. Og for sidste gang lørdag den 1. juli klokken 14:30.

Læs også: Stevns Friluftsscene inviterer alle med til ’Sommer i Tyrol’

Publikum har været mødt talstærkt frem, og Friluftsscenen anbefaler derfor, at du allerede nu bestiller dine billetter på www.stevnsfriluftsscene.dk, på billetter@stevnsfriluftsscene.dk eller på telefon 26 19 99 57. Man kan også købe sine billetter i indgangen. Billetter koster 125 kroner for voksne, 60 kroner for børn 7-14 år, mens børn på 6 år og derunder har gratis adgang.

Forestillingen instrueres af Jens Damsager Hansen, der er ny på Friluftsscenen, og som har mange års erfaring som instruktør. Forestillingen er tro mod originalhistorien med alle de dejlige kendte sange som ’I sommer og sol i Den Hvide Hest’, ’Ja, ja, ja, nu kommer jeg’ med flere, men samtidig spækket med masser af nye, muntre indslag samt den særlige stevnske jargon. På rollelisten ses flere gamle kendinge af Friluftsscenen, men også flere nye ansigter har i år fundet vej til Stevns Friluftsscene og ’Sommer i Tyrol’.

Musicalen er støttet økonomisk af Stevns Brands Fond, hvilket blandt andet har gjort det muligt at bygge hotellet ’Den Hvide Hest’ i fuld størrelse. Dette må bare opleves, så skynd dig at bestille dine billetter og glæd dig til et par hyggelige og fornøjelige timer i selskab med Josepha, Leopold, Sigismund og alle de andre herlige karakterer fra ’Sommer i Tyrol’.

Læs mere på www.stevnsfriluftsscene.dk og på facebook

Kommentarer