Rødvig

Efterårsture for børn og voksne ved Stevns Klint

Rødvig: Traditionen tro inviterer Stevns Naturcenter igen i år på spændende ture langs med stranden i efterårsferien

Tirsdag i efterårsferien, den 16. oktober klokken 13.30 16.00 inviterer Stevns Naturcenter på: Vandretur langs stranden – mest for voksne. Vandreturen går langs stranden til det nedlagte Boesdal Kalkbrud og går ad trampestien tilbage til Rødvig. Turen er på cirka 4 km og primært for voksne. Der er mulighed for at finde fiskeler samt mange interesante fossiler.

Torsdag i efterårsferien, den 18. oktober fra klokken 10 til 12 inviterer naturcentret på: Familietur langs stranden – find fossiler.

– Vi skal lede efter 65 millioner år gamle fossiler så som søpindsvin og muslinger. Hvis vi er heldige, finder vi også hajtænder, fossiler af uddøde blæksprutter og tænder fra den store, uddøde rovøgle Mosasauren, fortæller biolog Kirstine Østergaard. Man må beholde de fossiler man finder.

Man kan låne både hammer og mejsel til fossiljagten. Turen, der er på cirka 2 km langs stranden, er egnet til børnefamilier.

Turene starter ved flinteovnen i Rødvig. Guide på begge turene er biolog Kirstine Østergaard, der er naturvejleder ved Stevns Naturcenter, Østsjællands Museum.

Begge ture kræver gode ben og passende fodtøj, idet de foregår på stenstrand, hvor der kan være kalkblokke, som skal forceres. Klapvogne og barnevogne kan ikke medbringes. Læs mere her.

Turene koster 30 kroner for voksne og 10 kroner for børn ifølge med voksne.

Kommentarer