Efterlyst bil fundet i Lyderslev
Lyderslev/Havnelev: Den efterlyste varebil, der flygtede fra et færdselsuheld i Havnelev i lørdags, er fundet ved Sydstevns Stadion
Lørdag den 26. april lidt efter klokken 16. blev en bil der kom kørende ad Boestoftevej i østlig retning torpederet af en bordeaux-rød Nissan Serena Facelift Vanette Van med grå kofangere i vejkrydset i Havnelev.
Den bordeaux-røde Nissan fortsatte mod nord af Tornebjergvej, med et hul i køleren, så den efterlod en stribe af dryppende væske. Men det lykkedes ikke politiet at finde den og det viste sig at bilens nummerplader er afmeldt hos Skat.
Læs også: Ungt par ramt af flugtbilist i Havnelev
Varevognen, der har en stor skade på køleren, blev senere fundet parkeret ved Sydstevns Stadion – blot et par kilometer fra gerningsstedet, skriver Dagbladet.
– Derfor beder vi lokalbefolkningen om hjælp til at opklare mysteriet. Hvis nogen har set den mand, der stillede bilen på stadion i Lyderslev, hører vi meget gerne fra dem. Ligeledes kunne det være, at nogen ved, hvem der ejer bilen eller har brugt den lørdag eftermiddag. Det vil vi også meget gerne tale med eventuelle vidner om, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet.
Man kan kontakte politiet på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen.
Kommentarer